På en stærk afslutning kunne Tomas Malmqvist-trænede Calle Crown med Pierre Vercruysse i sulkyen vinde Grand Prix de Vincennes på Cagnes sur Mer med en førstepræmie på 36.000 Euro – eller 270.000 kroner.
Det så ellers ikke for lyst ud for Great Challenger-sønnen Calle Crown, da der manglede omkring 700 meter af Grand Prix de Vincennes.
Her sad Calle Crown med Pierre Vercruysse i fjerde par indvendigt, og der skulle noget held til at slippe væk fra den position.
Men heldet kom et lille stykke ind i opløbet, og Pierre Vercruysse var hurtig til at gribe chancen.
Han fik Calle Crown ud i banen til angreb – trak det norske hovedlag, og så lagde Calle Crown sig ned i tjekken, bed tænderne sammen og gled forbi Dream de Lasserie, der ellers havde overtaget taktstokken.
Calle Crown sejrede i 1.14.2/2925 m.
Vinderodds var 2,70 og I Plads 1,30 – for Calle Crown var spillet ned til favorit, selv om tiltroen i tipsene fra de franske eksperter ikke var speciel stor.
