Efter et par skuffende resultater var Team Clemmensens C You Again i nat flyvende i opløbet og vandt sikkert Consolation i John Brennan-serien.
C You Again (The Liquidator) med Scott Zeron speedede bedst af alle – 1.10.5/400 m – og gjorde det for stramme liner – til sikker sejr i 1.11.3a/1609 m – 1/10 fra dens danske rekord, men den hidtil bedste notering, der har lavet i USA.
Scott Zeron kørte passivt fra start med C You Again, der lå næstsidst i feltet ind på første langside.
Ned ad sidste langside kørte Zeron frem indvendigt, og man tænkte – det der går da aldrig!
Men i opløbssvinget blev der angrebsplads.
C You Again havde da tre-fire længder frem til den førende What Should I Goo (GooGoo GaaGaa) med Joe Bongiorno, men det skulle vise sig ikke at være noget problem.
C You Again fløj fremad og gik til sikker sejr i 1.11.3 – 2,5 længder foran Cantstop Yankee (Whataworkout) med Tyler Buter i 1.11.6 og What Should I Goo i 1.11.7.
Der var 17.500 dollars i førstepræmie – den hidtil største præmie C You Again har hentet i USA.
I alt har C You Again nu tjent 59.650 dollars – 400.000 kroner – – i 10 amerikanske starter i 2023 – det er blevet til 4 sejre og 2 andenpladser.
C You Again, der trænes af Per Engblom, er med sin amerikanske indtjening tæt på at have fordoblet sin danske startpræmiesum, der er på 468.262 dollars.
Og så i Finalen i John Brennan-serien var der dansk involveret, idet vinderen Pappardelle er efter Wishing Stone!
Pappardelle, der er en 4-årig vallak, sejrede i en langsommere tid end C You Again – nemlig 1.11.6, men fik 50.000 dollars for sejren!
Den havde Joe Bongiorno i sulkyen.
