TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

C N-mandens store triumf

af | Nyheder

Imponerende double til Carsten S. Nielsen i de to udgaver af Vagn Løborgs Mindeløb – men kun én af dagens vindere er til salg!

Carsten S. Nielsen har gennem årene høstet mange triumfer med C N-hestene – både som træner og opdrætter – og nu tyder noget på, at han igen har et par ungheste med evner udover det sædvanelige.

Gaby C N vinder for René Kjær. Foto: Ole Hindby

Sammen med hustruen Gerda havde Carsten S. Nielsen to Wishing Stone-hopper med i transporten til Jydsk Væddeløbsbane i dag – Gaby C N og Golden C N – og begge vandt de sikre sejre i de to afdelinger af Vagn Lønborgs Mindeløb efter føring fra start til mål.

René Kjær sad bag Derbyvinderen Dumbo’s helsøster, Gaby C N, der lagde fra land i 16-tempo og siden sejrede sikkert i tiden 1.17,6a/1600 meter efter en forrygende opløbsduel mod totalisatorfavoritten Dowhatyoudowell.

-Jeg havde testet den lidt da jeg varmede og vidste, at den var meget stabil og sikkerheden selv, så jeg var ikke nervøs for at fyre op under hende fra start, sagde René Kjær bl.a. i sejrsinterviewet.

Som lillesøster til Dumbo er Gaby C N en “dame” i høj kurs, og der har allerede være fire interesserede købere.

-Den første ringede da hun havde været i prøveløb, men jeg har fået lov til at beholde den, i hvert fald resten af 2-årssæsonen, kunne Gerda Nielsen fortælle Vagn Honum i vindercirklen.

Staldkammeraten Golden C N var endnu mere overlegen i det andet 2-årsløb, hvor Ken Ecce var på plads i sulkyen, men her var der knapt så meget fart på fra start.

19:10-favoritten Gyda Moseby kom tidligt frem til dødens, men rullede over i galop ind i sidste sving og så var Golden C N nærmest alene på banen til slut, selvom Godtfred Bork længe fulgte godt med.

Gerda Nielsen med favner fuld af ærespræmier efter Golden C N’s sejr. Foto: Ole Hindby

Vindertiden 1.18,3a/1800 meter.

Golden C N er første afkom efter Another C N, der selv var blandt årgangens bedste hopper som 2-års med bl.a. en tredjeplads i Dansk Opdrætningsløb.

Travservice.dk bringer senere på dagen et interview med Carsten S. Nielsen.