TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

C D mod Aron the Baron

af | Nyheder

I eftermiddag mødes de to danske heste, C D og Aron the Baron i et løb på banen Chatelaillon-La Rochelle, der ligger i det sydvestlige Frankrig –  ud til Biscayen. Og en sejr til C D vil betyde noget ekstra for ejerkredsen.

Chatelaillon-La Rochelle er en ferieby og væddeløbsbanen har blot 12 løbsdage på et år – heraf skulle tre være afviklet i maj, men annulleret på grund af Corona-situationen.

Eftermiddagens løb er således sæsonpremiere på Chatelaillon-La Rochelle og i hovedløbet, Grand Prix Dynavena Maisagri mødes de to danske heste, C D med sin træner Jean Michel Bazire og Tomas Malmqvist-trænede Aron the Baron med Matthieu Abrivard.

Løbet er udskrevet over 2625 med tillæg, og Aron the Baron skal give C D 20 meter forud på banen, der er 1144 meter i omkreds.

Den samlede præmiesum er på 28.000 Euro.

Chatelaillon-La Rochelle er en af 14 franske baner, hvor der køres travløb i dag, og det er ikke muligt at følge løbet direkte på TV.

Det ville kredsen om de danske heste sikkert sætte stor pris på, og for C D vil en sejr betyde noget ekstra for træner Kaj Jensen og hustruen Jeanette.

-Det vil være en bryllupsgave for os. Vi har nemlig bryllupsdag i dag, siger Kaj Jensen, der tror på en god chance for Great Challenger-hoppen

-Hun står godt inde i løbet, og Jean Michael Bazire tager selv ud i den franske provins og kører hende i dag, og tilmed rykker han alle skoene på hende, siger Kaj Jensen.

C D er da også tippet som vinder i væddeløbsavisen Paris-Turf.