TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bvlgari Peak galoperede igen

af | Nyheder

Derbyvinderen Bvlgari Peak havde igen galopskoene på, da den onsdag aften startede som en af favoritterne i St Leger på Åby Travet.

Steen Juul havde overladt linerne bag Bvlgari Peak til Thomas Uhrberg, der tog en meget forsigtig start med Ready Cash-sønnen og lagde sig bag favoritten Stepping Spaceboy med Stefan Söderkvist.

Selv om der ikke var alverden fart på løbet, var disse to favoritter pludselig meget langt efter den førende Mindyourwalue WF med Robert Bergh.

1.16.0/1000 m og 1.16.9/2000 m – ja, det fortæller vist meget godt, hvordan løbet blev afviklet.

Da Söderkvist ikke havde lyst til at køre fremad ude i andet spor, blev det Uhrberg, der på et tidspunkt åbnede ballet og Bvlgari Peak avancerede op udvendigt for feltet, hvor Flemming Jensen-trænede Shotproof med Bjørn Goop samt Bastian T med Jeppe Juel sad i inderbanen.

Men med 700 meter tilbage galoperede Bvlgari Peak tilsyneladende umotiveret og så var den ude af løbet.

Ude i banen skyder 31-oddseren Kung Edward frem og vinder St Leger. Foto Kanal 75

I opløbet udfordrede Shotproof førende Mindyourvalue W F, mens Jeppe Juel havde problemer med at trække Bastian T ned i open stretch.

-Jeg forsøgte to gange, men uden held. Han var ikke træt, men brød ud i banen. Var vi kommet ned i open stretch, havde vi vundet løbet, siger Jeppe Juel til travservice.

Shotproof kunne ikke sætte sig afgørende igennem, men udvendigt dukkede løbets mindst spillede hest Kung Edward (Orlando Vici) op og med Roger Malmqvist i sulkyen kunne den vinde i 1.15.5a/3140 m til odds 31,06 foran Mindyourvalue W F i 1.15.6. Shootproof nummer tre, også i 1.15.6 – præmie 31.000 SEK, mens der var 16.000 SEK til Bastian T på fjerdepladsen i 1.15.7.

Der var 125.000 SEK til vinderen.

Også Stepping Spaceboy satte sine chancer til ved galop – det skete midt i opløbet.