Den dansk/italienske træner Erik Bondo vurderer Winston Sisas chancer i eftermiddagens Gran Premio d’Europa.
-Det er et svært spor som nummer otte, som Winston Sisa har fået – sidste søndag havde storfavoritten i Nationernes Pris spor otte, og det blev den fældet på, siger Erik Bondo til travservice.dk.
-Heller ikke løbets favorit, den franske Brillantissime har fået et godt startspor med spor 7, og det gør at løbet bliver mere åbent end det ville have været, hvis Brillantissime havde trukket spor to eller tre.
Erik Bondo starter selv tre heste i løbet; 1 Savannah Bi, 4 Sugar Rey og 5 Santiago d’Ete, og Bondo melder alle tre heste i fin form.
-Jeg tror at 3 Smeralda Jet med Antonio di Nardo tager spids, og så slipper han vel til Brillantissime, når den kommer, vurderer Erik Bondo. – Jeg håber, at Savannah Bi kan få et løb på smækken, og så kan hun speede nogen ting til slut.
-Jeg har svært ved at sætte Winston Sisa ind i løbet, men ud fra det jeg har set den præstere i Danmark, så er det jo en af løbets gode chancer, selv om startpladsen er et minus.
Erik Bondo har i år haft en fin sæson, og han er den italienske træner, der har den bedste sejrsprocent, nemlig 26.12.
Hans stald er den tredje mest vindende med hensyn til indkørte præmier med 939.689 Euro, og med hensyn til antal sejre er Bondo-stalden på en fjerdeplads med 143 sejre i 546 starter.
La Maura-banen er 1050 meter i omkreds, og distancen i Gran Premio d’Europa er 2250 meter.
For første gang i karrieren skal Winston Sisa starte uden sko.
Under træningen i Skive har den fløjet lavt, da den blev prøvet uden sko.
Desværre har DanToto ikke mulighed for at modtage spil samt vise løbet fra Milano. Heller ikke Pu har spil til løbet.
Her på travservice.dk følger vi løbet og lige så sart en løbsvideo er tilgængelig bliver den lagt ud på vores side.