Efter den 3-årige hoppe Unicka søndag eftermiddag vandt sin 9. sejr vil den dansk/italienske træner Erik Bondo nu matche den mod det italienske Derby.
Den røde Love You-hoppe, Unicka, der trænes af Erik Bondo, svarer meget godt til sit navn.
Den er nærmest unik.
11 gange har den været bragt til start og 9 gange er det blevet til sejr.
Søndag eftermiddag vandt Unicka med Pietro Gubellini i sulkyen en sikker sejr i Premio Avv. Carlo Marangoni Filly på banen i Torino i 1.12.3a/1600 m efter at have afsluttet 1.09/400 m.
Unicka, der var storfavorit til odds 1,41, fik 23.000 Euro for sejren, og hun har nu vundet 130.768 Euro i karrieren.
Ikke dårlig af en hest, der kostede 20.000 Euro som åring.
-Nu går vi efter derbyet, siger Erik Bondo til travservice. – Jeg synes ikke, at hingstene ser for vigtige ud, og tror på, at min hoppe må have en fin chance.
Hingsteafdelingen i Premio Avv. Carlo Marangoni blev også kørt søndag eftermiddag og det vandtes overraskende af Urlo dei Venti (Mago d’Amore) med Man. Matteini i 1.14.0a/2100 m.
Det var Urlo dei Ventis første sejr siden den i fjor vandt Gran Premio Allevatori (Opdrætningsløbet).
-Jeg har endnu en kandidat til derbyet, fortsætter Erik Bondo. – Det er Ultra Wind Bi (Love You), der har vundet sine tre sidste starter. Den er til start i morgen i Milano, siger Erik Bondo.
Ultra Wind Bi har hidtil blot startet i ordinære løb. Den har i alt startet 13 gange og har vundet 7 sejre og tjent 26.822 Euro.
Der køres Derbyprøver på La Capanelle-banen i Rom den 24. september og der er Derbydag på samme bane den 9. oktober.