TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bondo chocksejrede på Vincennes

af | 23. jun 2023 | Nyheder

For en gang skyld var Erik Bondo selv i sulkyen i et løb fredag aften på Vincennes og det endte i en overraskende sejr til 80 gange pengene!

Cobra Killer Gar med Erik Bondo går mod sikker sejr – indvendigt galoperer Fortnite en topplacering væk. Foto Gerard Forni

Selv om Erik Bondo har haft en filial i Frankrig i flere år, er det meget sjældent at han kører i løbene.

Ja, faktisk var starten fredag aften i Prix Okda med den italienske Cobra Killer Gar blot 10. gang at Bondo kørte i et løb i Frankrig!

-Tilmed var det første gang jeg kørte i et løb på den store bane på Vincennes, fortæller en glad Erik Bondo efter fredagenss overraskende sejr.

-Jeg vidste, at jeg havde en hest i god form, men det var første gang den skulle starte på Vincennes.

-Egentlig var det jo slet ikke meningen, at jeg skulle have kørt Cobra Killer Gar – vi ville have haft Gabriele Gelormini til at køre, men han havde en anden hest i løbet. Derfor bad ejeren mig om at køre, siger Erik Bondo.

80-gange pengene stod Cobra Killer Gar til i et felt, hvor Jeppe Juels Fortnite med Nicolas Bazire var næstfavorit og hvor Stald Ritas Giant Design med Francois Lagadeuc var spillet til 18 gange pengene.

Giant Design var hurtigt ude af løbet ved galop fra start.

-Han var for hidsig, sagde kusken til mig efter løbet, fortæller Erik Bondo.

Erik Bondo var godyt tilpas efter sejren med Cobra Killer Gar. Foto Gerard Forni

Mens Cobra Killer Gar længe lå sidst i feltet var Fortnite med fremme i spids. Med 900 meter tilbage indledte Bondo et angreb fra bagfeltet og i 1.10-tempo forbedrede Cobra Killer Gar sig op udvendigt for Fortnite.

Fortnite forsvarede sig i spidsen til der manglede små 100 meter – så galoperede den, og Cobra Killer Gar (Readly Express) kunne gå til sejr i 1.14.6/2850 m.

-Jeg havde kontrol på Fortnite inden den galoperede – jeg var ret sikker på at vi nok skulle gå forbi. Min hest er en god hest, der i forhold til sin startpræmiesum har stor kapacitet, siger Bondo videre.

-Det var en stor oplevelse at vinde løb som kusk på Vincennes – og så på den store bane, men det får mig nok ikke til at køre oftere i løbene end jeg hidtil har gjort, slutter Erik Bondo.