TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bold Eagle -selvfølgelig uden problemer

af | Nyheder

For andet år i træk kunne Bold Eagle med Franck Nivard vinde Prix de France med en førstepræmie på 180.000 Euro, og sejren i år var om muligt endnu nemmere end i fjor.

Bold Eagle vandt Prix de France helt efter behag. Foto Gerard Forni

Bold Eagle vandt Prix de France helt efter behag. Foto Gerard Forni

I Frankrig og omegn findes der ingen travhest, der kan måle sig med Bold Eagle (Ready Cash).

Det fik man endnu et bevis på søndag eftermiddag, hvor Bold Eagle med Franck Nivard sejrede efter behag i Prix de France.

Efter et løb i tredje par udvendigt sendte Nivard Bold Eagle i angreb med cirka 700 meter tilbage.

Her var Un Mec d’Heripre (Orlando Vici) med Jean Michel Bazire førende, og den havde lagt ud i godt tempo.

Første 600 meter efter 1.10.1 og 1100 m meter efter 1.10.2.

Opad bakken var tempoet slækket en smule og med 500 meter tilbage sagde uret 1.10.8.

Her var Un Mec d’Heripre fortsat førende, men nu med Bold Eagle lige efter sig, mens Timoko (Imoko) med Bjørn Goop, der havde taget spids fra start for at slippe til Un Mec d’Heripre, sad på tredjepladsen i inderbanen.

Kort efter start. Timoko har taget spids foran Up and Quick og med Bold Eagle som nummer tre i inderbanen. Foto Gerard Forni

Kort efter start. Timoko har taget spids foran Up and Quick  og udvendige Voltigeur de Myrt og med Bold Eagle som nummer tre i inderbanen. Foto Gerard Forni

Opløbssvinget rundt stod det klart, at hvis der skulle blive kamp, så var det udelukkende mellem Un Mec d’Heripre og Bold Eagle.

Bazire forsøgte at stikke med Un Mec d’Heripre, men kunne ikke ryste Bold Eagle af sig, og ind på lige bane gik Bold Eagle afgørende frem.

Nivard lod den ikke slappe af, men sørgede for at holde Bold Eagle i gang til målstregen var passeret.

Bold Eagle var først over mål i 1.10.9a/2100 m, mens Timoko sluttede pænt af til andenpladsen i 1.11.2.

Tredjepladsen tog Voltigeur de Myrt (Opus Viervil) med Lorenzo Donati kort foran Call me Keeper (Pine Chip) med Pierre Vercruysse, begge i 1.10.4.

Dermed var indløbsrækkefølgen med de første tre nøjagtig den samme, som den var i fjor.

Sportsmansship - Goop ønsker Nivard tillykke. Foto Gerard Forni

Sportsmansship – Goop ønsker Nivard tillykke. Foto Gerard Forni

Un Mec d’Heripre, der ikke havde startet siden den 26. august i fjor og nok kunne have brugt et løb i kroppen, besatte femtepladsen foran Propulsion (Muscle Hill) med Ôrjan Kihlström, der aldrig fik frit frem. Anna Mix (Ludo de Castelle) med Yoann Lebourgeois besatte den næste pladser , såvel Propulsion som Anne Mix noteredes for 1.11.5.

For Bold Eagle var det andet ben i jagten på fransk travsports triple-Crown, der består af Prix d’Amerique, Prix de France og Prix de Paris.

Prix de Paris køres den 26. februar over 4150 meter og hvis Bold Eagle også vinder dette løb, så udløser det en ekstrapræmie på 300.000 Euro!!!

Daniel Redéns kvartet opnåede en fjerde- og en sjetteplads – Call me Keeper imponerer mere og mere, mens Wild Honey (Cantab Hall) med David Thomain måske ikke så overraskende gav sig fra dødens og sluttede næstsidst over mål i 1.12.7.

Lionel (Look de Star) med Matthieu Abrivard sad længe lukket inde, men kom fri på opløbshjørnet, men slog så over i galop og blev diskvalificeret.

Bold Eagle gav odds 1,30 som vinder og 1.10 i Plads.

De 10% i Plads på Bold Eagle, var der mange ude efter, for alene Plads-omsætningen blev på 1.155.693 Euro, mens der ”kun” blev spillet for 718.719 Euro i Vinderspillet.

I Vinderspillet var alene 421.760 Euro spillet på Bold Eagle!!!

Der var 2,40 i Plads på Timoko og 4,50 på Voltigeur de Myrt.