Prix d’Amerique-vinderen Bold Eagle vender tilbage i løbene på lørdag på Vincennes.
På lørdag sker det.
Frankrigs mest populære traver, Bold Eagle (Ready Cash) med Franck Nivard i sulkyen vender tilbage i løbene efter en pause på små fire måneder, og alle reklametrommer er taget i brug.
Men om de kan høres er nok tvivlsomt, for i Frankrig er der EM i fodbold, og det har nationens store interesse.
Hvor stor foldboldinteressen er i Frankrig afspejles meget godt af, at da man på Vincennes for 14 dage siden havde et arrangement med det franske fodboldlandshold i forbindelse med en løbsdag, kom der over 20.000 betalende tilskuere!!
På lørdag skal Bold Eagle starte i Prix Louis Jariel – en løb for 5-åringer udskrevet over 2175 meter volte start og doteret med 120.000 Euro.
Blot ni heste kommer til start, men feltet holder alligevel ret høj kvalitet.
Blandt deltagerne er bl.a. den nybagte verdensrekordholder Bird Parker (Ready Cash) med Jean Philippe Monclin samt Elitlopp-deltageren Billie de Montfort (Jasmin de Flore) med David Thomain.
Efter lørdagens start er planen, at Bold Eagle skal starte i følgende løb:
26.juni: Vincennes – Prix Rene Balliere – 2100 m auto – 200.000 Euro
21 juli: Les Sable d’Olonne – Prix des Sables d’Olonne – 2775 m volte – 50.000 Euro
22. august: Vincennes – Prix Jockey – 2700 m volte – 120.000 Euro