TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Børge – igen på ret vej

af | Nyheder

I fjor etablerede Børge sig som en af årgangens topheste, og i Sprintermesteren i Billund løb den fine 1.11.3 på en andenplads bag svenske Racing Mange. Men derefter har den haft svært ved at leve op til forventningerne – lige indtil denne søndag.

Børge med Steen Juul stormer frem til sikker sejr i Store Pris Consolation. Foto Hesselborg Foto

Steen Juul havde fravalgt Derbyrevanchen med Børge (Pine Chip) og i stedet satsede han på Consolation i Aalborg søndag eftermiddag.

Og det skulle vise sig at være en god beslutning.

Børge, der ikke har vist sig på vinderpladsen siden årets anden start i Aarhus i april, vandt en meget sikker sejr i Consolation-løbet i ny banerekord for danskfødte 4-årige hingste, 1.12.4a/1640 m – det var en tangering af den absolutte banerekord for 4-årige hingste, som Navy Seal har sat.

Undervejs var det Flemming Jensen med nyerhvervelsen Beyblade, der var toneangivende i et meget højt tempo, men fra bagfeltet arbejdede Børge sig fremad og ned gennem opløbet kunne den gå frem til sikker sejr.

Beyblade holdt andenpladsen, men blev senere diskvalificeret fra denne placering.

Det var en episode kort efter start, hvor Beyblade var på vej frem fra spor 6 fulgt udvendigt af Bad Boy med Jeppe Juel fra spor 7.

Ind i svinget trænger Beyblade indvendige Brage Hindø med Rene Kjær, der får galop og det samme sker for Boston Vincent med Morten Friis. Også udvendige Bad Boy galoperede i næsten samme moment.

Dommerkomiteen diskvalificerede som nævnt Beyblade fra andenpladsen og idømte Flemming Jensen en bøde på 800 kroner samt en udelukkelse i tre dage.

Nu gik andenpladsen til Frantz Praem-trænede Blue Velvet med Knud Mønster i 1.12.9a, mens Bravo Sølvtop med Ken Ecce besatte tredjepladsen, også i 1.12.9.

Pudsigt nok havde Frantz Praem som Steen Juul fravalgt at starte Blue Velvet i hovedløbet – i dette tilfælde Hoppe Championatet – til fordel for Consolation.

Børge ejes af Heidi Holding ApS, der også er medejer af en anden af Steen Juuls vindere på dagen, italienskfødte Torpedo WF.

Børge fik 25.000 kroner for sejren og har dermed tjent 252.239 kroner i karrieren.