TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bøderegn i Aalborg

af | Nyheder

Dommerkomiteen på Racing Arena Aalborg havde en travl fredag.

Der var gang i bødeblokken fredag eftermiddag i Aalborg, hvor der bl.a. blev uddelt ikke færre end syv bøder for “Uregelmenteret drivning”.

Var dagens kuske ekstra hårde ved deres heste eller havde dommerne bare brug for at statuere et eksempel?

Det spørgsmål stiller man uvilkårligt sig selv efter en gennemgang af fredagens resultater fra Racing Arena Aalborg, og man savner umiddelbart ensartethed i dommene.

I 6. løb fik Kasper K. Andersen (Vips Øland) således en bøde på 400 kroner og en advarsel for uregelmenteret drivning, men hvorfor fik f.eks. Birger Jørgensen og Kenneth Andersen ikke også bøde det løb hvis Kasper K. Andersens drivning blev karakteriseret som “uregelmenteret”?

Birger Jørgensen fik til gengæld samme straf (400 kr og en advarsel) – hvad er i øvrigt formålet med en advarsel samtidig med en bøde? – for drivning af Bobbywhitesock i 5. løb og yderligere 200 kr. for uforsigtig kørsel med fejlende hest i 1. løb (Donato Hyrdehøj), hvor Rene Kjær til gengæld slap med en advarsel for uregelmenteret drivning. Måske fordi drivningen fandt sted på bagerste langside og ikke i opløbet.

Det giver umiddelbart ingen mening og det burde vel være muligt at skelne mellem drivning og animering af hestene – for hvis fredagens domme skal være “standard” for hvad der er tilladt og ikke tilladt, vanker der mange bøder i de danske travløb fremover.

Prøver at være ensartede
Travservice.dk har lørdag morgen talt med overdommer Uffe Møller, som også undrer sig over kombinationen af bøder og advarsler (som også kan ses i resultaterne fra årets første løbsdag i Aalborg):

-Det er en fejl, som jeg skal få tjekket op på.

-Mht. gårsdagens mange domme, så holdt vi særlig øje med nogle stykker og ser bl.a. meget på, hvordan de holder pisken – man må f.eks. ikke slå over skulderhøjde og heller ikke “bokse” hesten bagi, siger Uffe Møller.

-Vi har fået en ekstra dommer i tårnet, så vi nu har lidt mere tid end før, men kigger selvfølgelig på løbene både under og efter. Der skulle gerne være en ensartethed i dommene, men det sker at der er nogle vi overser. Det sker indimellem, selvom vi prøver at holde øje med alle.

-Mht. Rene Kjær, så havde han i forvejen en udelukkelse og hvis han også fik en dom for uregelmenteret drivning, ville han komme ud i en længere udelukkelsesperiode, og derfor valgte vi at give ham en advarsel. Det var ikke fordi hans drivning fandt sted på bagerste langside – man kan sagtens blive dømt for uregelmenteret drivning hvis man gentagne gange under et løb driver for meget på sin hest.