Det blev ikke den store dag for Aalborg-træneren Bo Westergaard, som det tegnede til, da han mandag aften var til start på Skive Trav.
At det går op og ned i travsporten måtte Bo Westergaard sande denne mandag aften.
Efter at have haft en god dag på Bjerke-banen i Norge søndag med to sejre, så var han til start i syv løb i Skive og sad bag fem favoritter!
Det blev til to andenpladser og en tredjeplads.
Herudover en galop i kampen om sejren, en diskvalifikation fra en andenplads og endelig en galop med en hest som opgav.
Diskvalifikationen i 4. løb kostede en bøde på 1.000 kroner samt en udelukkelse i en uge fra den 28. juni til den 4. juli.
En bedre aften havde Birger Jørgensen, der vandt de to første løb med Morten Juul-trænede heste, hhv. Dark Night og Market Sund.