TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bo Westergaard-sagen sætter Dansk Hestevæddeløb under hårdt pres

af | Nyheder

At Travsportens Overdomstol har givet Bo Westergaards dom opsættende virkning, protesterer travsportens organisationer i Sverige, Norge og Finland nu imod og vil have Overdomstolens dom ændret.

Bo Westergaard er ude i et stormvejr af dimensioner. Foto Hesselborg Foto

Det er ikke kun blandt aktive – herhjemme – såvel som i Sverige og Norge – at der er modstand mod, at Bo Westergaard fortsat skal kunne drive sin trænerforretning og deltage i løb, imens hans dopingdom bliver afprøvet ved en civil domstol.

Også centralforbundene i Sverige, Norge og Finland tager klar afstand fra den mulighed for opsættende virkning af dommen, som Travsportens Overdomstol har givet Bo Westergaard.

Det er da også opsigtsvækkende og i strid med såvel DTCs Løbsbestemmelser – ligesom denne appelmulighed heller ikke findes i andre landes løbsbestemmelser.

Det er især Det Norske Travselskab med generalsekretæren Svein Morten Buer, der fører an i den henvendelse som de tre andre nordiske lande i fællesskab vil lave efter Påske og fremsende til Dansk Hestevæddeløb.

-Det underminerer både antidoping-arbejdet og er ødelæggende for vores eget selvdømme og dopingreglementet i alle de nordiske lande. Det kan vi ikke acceptere, fastslår DNTs generalsekretær Svein Morten Buer over for norske tgn.no

Herhjemme havde vi forventet, at domsudskriftet fra Travsportens Overdomstol var blevet offentliggjort i løbet af onsdagen.

Det skete desværre ikke – og vi venter derfor stadig.

Ingen i Dansk Hestevæddeløb eller DTC har lyst til at udtale sig om sagen endnu.