Kontroversielle Bo Westergaard er så tæt på at have udstået sin norske dopingdom, at han nu kan få et trænerlicens – og det sker med base hos hans oprindelige bane, Aalborg.
Torsdag den 13. september har Bo Westergaard atter ret til at anmelde og starte heste i løb på europæiske væddeløbsbaner.
Samtidig er hans udelukkelse fra at gæste banernes staldområder samt forbuddet mod at have kontakt med andre licenshavere ophævet.
Bo Westergaard har ansøgt DTC og fået A1-licens, som et travtrænerlicens hedder i vore dage, og den 39-årige nordjyde har gennem et stykke tid forberedt sit come-back i dansk travsport, idet han har lejet en gård med tilhørende træningsfaciliteter af Flemming Jensen.
Der er ingen tvivl om, at den initiativrige og dygtige hestemand vil komme til at sætte sit præg på dansk travsport fremover – og mon ikke han har lært at holde sig på dydens spor!
Bo Westergaard bliver træner nummer 19, der er tilknyttet Racing Arena Aalborg – ingen andre danske baner har så mange personer med A1-licens tilknyttet.
Bo Westergaard blev den 13. september 2016 idømt to år udelukkelse for de positive prøver med stoffet Dimetylsulfoksid (DMSO) som fire af staldens heste var tester positive for i april 2015.