TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bliver Lund og Bondes spanske eventyr en realitet?

af | Nyheder

De to århusianske travfolk, Henrik Lund og Thomas Bonde har gennem længere tid været involveret i et millionprojekt på Costa del Sol, men nu kan Corona-virussen vælte projektet.

DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT DEN 1. APRIL SOM APRILSNAR!

En uges ferie under Sydens sol og et tilfældigt møde kan betyde at ens livsbane afgørende bliver forandret.

Henrik Lund og Thomas Bonde har flere gange været i Spanien, for at forhandle aftaler på plads. Foto privat

Og det kommer måske til at ske for de to aarhusianske travfolk, træner Thomas Bonde og forhenværende træner og nu starter på Jydsk Væddeløbsbane, Henrik Lund og deres hustruer.

Bonde og Lund har nemlig fået tilbud jobs som konsulenter i forbindelse med et millionprojekt, der er planer om atter at sætte i gang trav- og galopsporten på Solkysten – Costa del Sol.

For omkring 20 år siden blev der etableret en væddeløbsbane, Ippodromo Costa del Sol i nærheden af Fuengirola, og i flere år var galopløbene på banen en populær attraktion – ikke blot for de mange fastboende englændere og skandinaver, men også for den lokale befolkning,

Imidlertid gik de selskaber, der på skift drev galopbanen, konkurs, og i nogle år har væddeløbsbanen udelukkende været brugt til ridestævner.

Nu er der imidlertid planer om at genåbne væddeløbsbanen som en kombineret trav- og galopbane.

Henrik Lund og Thomas Bonde foran Ippodromo Costa del Sol, der kan blive rammen om deres fremtid. Foto privat

Det er den saudiske forretningsmand, Ran S. Lirpa, der står bag planerne og er villig til at skyde 150 millioner Euro ind i projektet.

-Ja, det lyder helt skørt, den måde det hele er kommet i stand på, fortæller Henrik Lund til travservice.

– Helle (Henriks hustru) og jeg har i flere år taget en uges vinterferie på Costa del Sol, og sidste år, da vi var dernede, var vi som sædvanlig ude at handle i et supermarked.

-Jeg er ret bilinteresseret, og der holdt en stor Rolls Royce parkeret uden for Lidl, hvor vi handlede, og jeg kunne ikke lade være med at stå og se beundrende på den.

-Pludselig kommer så den her mand, der ejer den og han begynder at tale til mig på engelsk, fortsætter Henrik Lund.

-Jeg fortæller ham om min betagelse af hans bil, og det ender faktisk med at han inviterer Helle og jeg til at komme med ud at køre en tur. Det var vi måske i første omgang lidt forbeholden over for, men skidt, tænkte jeg – det ville være en oplevelse.

-Vi kører så med ham bag rattet, og her fortæller han så om sit projekt om at genåbne væddeløbsbanen og det skal både være med trav og galop!

-Så kunne jeg jo ikke lade være med at fortælle, at jeg havde været travtræner – og så er det ellers kørt derfra, siger Henrik Lund.

-Der skal bruges flere folk til projektet, og det er allerede klart, at Thomas Bonde bliver en af de travtrænere, der skal tilknyttes banen.

Der er fine træningsforhold på den spanske væddeløbsbane. Foto Privat

-Planen er, at Thomas skal ansættes som konsulent på fast løn af banen, og skal træne op til 24 heste. Det er hvad der kan være i hver af de store gode stalde, der er på området, siger Henrik Lund, der selv skal være driftschef for hele baneanlægget.

-Da Henrik spurgte om det var noget for mig så var jeg ikke længe om at sige top, siger Thomas Bonde.

-Med alderen er man jo blevet lidt stiv i kroppen, så at komme til at arbejde i solen året rundt og tilmed på meget fine økonomiske betingelser – ja, så var der ikke så meget at betænke sig på, siger Thomas Bonde.

Men nu kan Corona-situationen måske vælte projektet.

-Det er meget svært at sætte ting i gang i Spanien for øjeblikket, og de skulle have startet arbejdet med at renovere væddeløbsbanen i dag,  den 1. april, men det er vist tvivlsomt om det sker, siger Henrik Lund.

-Helle og jeg er ellers parat til at flytte til Spanien, mens Thomas Bonde og hans hustru Anne-Mette først skulle komme ned, når banen var klar til efteråret, men som tingene er lige nu så ved vi ikke helt hvad der sker.

Heldigvis har vi begge sikret os økonomisk gennem et par gode bankgarantier, så økonomisk er både Bonde og jeg sikret, men det kunne være en skøn opgave at komme i gang med, slutter Henrik Lund.