TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bliver der nu ro på Lunden?

af | Nyheder

Der har været gang i svingdøren til bestyrelseslokalet i det Danske Travselskab gennem de senere år. Forhåbentlig fik man på mandagens generalforsamling samlet et hold, der kan arbejde sammen og derved få afstukket den rigtige vej for fremtiden for Nordens ældste travbane.

Det blev en af de længere generalforsamlinger i Det Danske Travselskabs historie, da årets ordinære generalforsamling i aftes blev holdt – udskudt på grund af Covid19.

Man startede faktisk meget rettidigt i forhold til indkaldelsen – nemlig få minutter efter klokken 18.00 og klokken 22.33 kunne Pål M. Tung sige tak for i aften.

Som ventet var talelysten stor – det var hjerteblod, der var på tapetet.

Et flertal i bestyrelsen havde stillet forslag om at få tilladelse til, i samarbejde med Gentofte Kommune, at udarbejde en lokalplan, der på sigt ville betyde et salg af travbanen og etablering af en ny travbane i nærheden af Storkøbenhavn.

Men inden man kom så langt som til at åbne for debatten havde arkitekt Kasper Danielsen gennemgået forløbet med arbejdet med en ny lokalplan, ligesom  han efter opdrag fra bestyrelsen havde lavet tre mulige scenarier for udnyttelsen af travbanens areal.

En repræsentant for en developer kom med et forsigtigt overslag på, hvad et eventuelt salg af travbanens areal kunne indbringe og det lød på lidt over 900 millioner kroner!

Det beløb blev der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved!

I debatten blev det blevet gange pointeret, at Charlottenlund Travbane var en kulturarv, men også at området havde stor værdi. En værdi, der ikke ville blive mindre med årene.

Fra bestyrelsens side påpegede Pål M. Tung at for at kunne drive banen videre behøvede man øgede indtægter, og at hestevæddeløbssporten generelt ville komme til at mangle penge inden for en kort årrække.

Pål M. Tung gjorde meget ud af at fortælle nødvendigheden i at man fik iværksat arbejdet med en ny lokalplan for området.

I øvrigt var det ikke første gang medlemmer af Det Danske Travselskab skulle tage stilling til et salg af banen.

Det skete også i 1970, hvor en ny travbane i Brøndby kunne være blevet en realitet, hvis medlemmerne af Amager Travselskab havde stemt for det!

Her manglede blot én stemme i at det var blevet vedtaget.

Anderledes var stemningen blandt medlemmerne på Lunden, der stemte for et salg med stemmerne 83 for og 38 imod!

Så der har tidligere været stemning for et salg af Charlottenlund Travbane!

I aftes kom det ikke til en afstemning – for eller imod et salg på sigt af Charlottenlund Travbane.

I stedet var der enighed om at pålægge bestyrelsen at fremkomme med gennemarbejdede forslag til Charlottenlund Travbanes fremtid.

Man kan sige, at spørgsmålet om et salg af travbanen er skudt til hjørne, og helt uundgåeligt vil blive et tema igen.

Det er nødvendigt at komme i gang med arbejdet med en ny lokalplan.

I dag overtræder Lunden den gældende lokalplan ved at udleje lokaler til virksomheder, der ikke har tilknytning til travsporten – som lokalplanen skriver virksomheder på stedet skal have.

Det er en årlig lejeindtægt på mellem 2 – 2.5 millioner kroner, som her er på spil!

Nu skal en ny bestyrelse arbejde på at undersøge muligheder for Charlottenlund Travbanes fremtid – sideløbende med, at de har en væddeløbsbane, der også skal fungere i det daglige – og hvis produkt helst skal udvikles.

Det er ikke nogen let post de tre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, Henrik Engberg Johansen, John B. Sørensen og Michael Juul nu påtager sig.

Men forhåbentlig sker det i en mere fordragelig tone end den, der gennem de sidste par år har været i bestyrelseslokalet, hvor der både er skiftet formand og et bestyrelsesmedlem er blevet ekskluderet af travselskabet.

Udover de nævnte består Lundens bestyrelse nu af Pål M. Tung og Alex Haagensen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand på sit første møde.

Som suppleanter til bestyrelsen blev Theodor Nielsen og Jørgen Iversen valgt.

Generalforsamlingen sagde farvel til såvel den hidtidige formand, Anders Hendriksen som næstformand Jørgen Sthelis.

Anders Hendriksen var ikke til stede, idet han måtte melde forfald en time før generalforsamlingen på grund af sygdom.