Under løbene på Halmstad-banen i mandags foregik der noget ret usædvanligt – i hvert fald i relation til en hestevæddeløbsbane – et ungt par blev gift mellem to af løbene.
Kærligheden til travsporten har i mere end en forstand bragt det unge svenske par Agnete og Kenneth sammen.
I foråret begyndte de at følge travskolen (for voksne) på Halmstadtravet, og da de planlagde at skulle giftes, opstod tanken om at blive gift på Halmstad Travet.
-Oprindeligt var det deres ønske at blive gift i eftersommeren på en løbsdag ude på banen, fortæller Halmstad Travets sportschef Rene Jensen til travservice.
-Tanken var, at de skulle ankomme til Vindercirklen kørende i en hestevogn og så skulle vielsen foretages der.
-Da der kan være ret tomt uden for på tilskuerpladserne her om efteråret, foreslog jeg i stedet at de kunne gøre det i banens restaurant i forbindelse med vor ”Pige-aften” den 7. november.
-Det syntes de var en god idé, og sidste onsdag havde vi en generalprøve på vielsen her på banen, for at se hvor lang tid, det ville tage. Det skulle jo ikke være sådan, at vielsen kom til at gribe forstyrrende ind i løbsafviklingen, fortæller Rene Jensen videre.

Her bliver Agnete og Kenneth gift i restaurationen på Halmstad Travet af Byrådsmedlem Kenneth Svensson. Foto Halmstad Travet
-Vi fandt ud af, at vielsen kunne klares på mellem 10-12 minutter, og det holdt.
-Det blev såvel et festligt som et rørende indslag med næsten 300 personer som ”vidner” til brylluppet.
-Da ceremonien var overstået, havde det nybagte brudeparret et eget bord med gæster i vores hestejerrum og bestyrelsesrum, hvor de spiste og opholdt sig resten af aftenen, slutter Rene Jensen.