TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Blackbird satte banerekord

af | Nyheder

Der var fart over feltet i 3. løb på Nykøbing F Trav og efter favoritterne Covini og Attention Bøgedal havde taget en forrygende duel, kunne Blackbird med Ken Ecce i opløbet gå forbi til sikker sejr i ny banerekord for ældre hopper.

Det er ikke fordi Blackbird (Torvald Palema) er vant til at gæste vindercirklen.

Faktisk havde hun ikke været der siden den 17. juni 2018 – altså for mere end to år siden.

Men denne torsdag fik Blackbird med sin træner Ken Ecce nærmest sejren foræret efter Covini med Rene Kjær indvendigt og Attention Bøgedal med Anders F. Jensen udvendigt havde taget livtag efter 600 meter og så længe, der nu var gas på tanken.

De to duellanter blev hele tiden skygget af Blackbird, og da det blev tid i opløbet, sendte Ken Ecce den lille hoppe forbi til sikker sejr i 1.14.5a/1640 m.

Tiden er ny banerekord for ældre hopper, men det var også en gammel banerekord, der her blev forbedret.

Den 14. august 2002 satte Cea VM rekord med 1.14.8, men den røg altså i dag!