TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Birger Jørgensen vs. Stig Tøfting

af | Nyheder

Onsdag eftermiddag på Jydsk Væddeløbsbane i Århus er der lagt op til et anderledes væddeløb, når Birger Jørgensen stiller op i cykelløbet “Race of Legends” mod bl.a. fodboldspillerne Stig Tøfting og Flemming Povlsen samt JVB’s direktør Flemming Sunn.

Race of Legends – der starter kl. 17.00 – markerer samtidig indledningen på et nyt samarbejde mellem Jydsk Væddeløbsbane og naboen, AGF, der bl.a. indebærer fælles markedsføring og kommunikation af hinandens aktiviteter, samt udveksling af billetter og andre nye tiltag. 

Søren Højlund Carlsen og Flemming Sunn foran Ceres Park.

– Vi har i forvejen et godt samarbejde med vores nabo, så vi tænkte begge; hvorfor ikke gøre lidt mere ud af det til fælles glæde for os og for vores gæster. En dag på Jydsk Væddeløbsbane er en rigtig fin Aarhus-oplevelse som vi måske kan bidrage til, at endnu flere får øjnene op for, ligesom jeg er sikker på, at gæsterne på væddeløbsbanen også vil få en god oplevelse, hvis de besøger os, når vi spiller hjemme i Ceres Park, siger Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef i AGF i en pressemeddelelse.

I forvejen har AGF og Jydsk Væddeløbsbane samarbejdet om parkering ved større AGF-kampe, ligesom Jydsk Væddeløbsbane også har tilbudt parkering, når der har været koncerter på Ceres Park. 

– Det har været oplagt for os at tage skridtet videre og indlede et tættere samarbejde med AGF. Vi er gode naboer og vi tror, at vi kan få meget ud af et øget samarbejde med fokus på eksponeringen af vores aktiviteter til glæde for både fodbold- og væddeløbspublikummet, siger Flemming Sunn, der er direktør på Jydsk Væddeløbsbane. 

Første gang gæsterne på Jydsk Væddeløbsbane kan opleve det nye samarbejde er på søndag den 28. juli, hvor der er Grand Prix på væddeløbsbanen fra kl. 12 og hvor AGF samme dag – og efter Aarhus Walk – spiller mod FC Midtjylland kl. 16. Derfor udloddes der AGF-billetter på væddeløbsbanen, så en gruppe væddeløbsgæster kan slå to fluer med ét smæk og tage til fodbold efter væddeløbene. Ligeledes vil AGF’s publikum op til kampen kunne vinde et sæsonkort til Jydsk Væddeløbsbane. 

Læs mere om Race of Legends på JVBs hjemmeside: KLIK HER – og husk at Bet25 tilbyder spil på de otte deltagere; her er Flemming Povlsen storfavorit med et vinderodds på 1,40, mens Flemming Sunn og Birger Jørgensen giver hhv. 3,00 og 30,00 gange indsatsen!

Efter cykelløbet overtaget fuldblodshestene Jydsk Væddeløbsbane, der har seks løb på programmet – KLIK HER for at downloade baneprogrammet.