TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Birger havde kontrol

af | Nyheder

Birger Jørgensen havde kontrol på konkurrenterne i 8. løb i Hamburg, hvor han vandt kort, men sikkert med den fortsat ubesejrede Lucky Lady Blue.

Den 3-årige hoppe, Lucky Lady Blue var hovedårsag til at Birger Jørgensen onsdag eftermiddag havde taget turen til Hamburg.

Lucky Lady Blue, der ejes og trænes af finske Hannu Voutilainen, har Birger Jørgensen kørt ved to tidligere lejligheder, hvor det er blevet til sejr, og nu skulle det blive alle gode gange tre i onsdagens 8. løb.

Lucky Lady Blue med Birger Jørgensen vinder kort, men sikkert

Lucky Lady  Blue (Cantab Hall) sad i spids fra start, og Birger Jørgensen kunne kontrollere løbets gang hele vejen.

Ganske vist angreb Prinz Neo med Tim Schwarma godt i opløbet, men Jørgensen havde styr på situationen, og Lucky Lady Blue er fortsat ubesejret.

Tidsmålingen svigtede, men førstepræmien skulle fortsat være 2.000 Euro og vinderodds var blot 1,40.

I de tre øvrige køreture Birger Jørgensen blev det bedst til en tredjeplads – med det yderste af en mulespids – med Holly Star, i et løb som Michael Larsen vandt på en god afslutning med Highway Fortuna i 1.15.1a/2200 m.

Michael Larsen vinder sikkert med Highway Fortuna, mens Birger Jørgensen bliver nummer tre med Holly Star

Her var Theo Damsgaard til start med Smooth Ride, men denne galoperede på en tredjeplads ved udgangen af opløbssvinget.

Bedre gik det for Marian T. Nielsen i 6. løb med Rad Hanover, der efter et løb i vinderhullet besatte en tredjeplads i 1.15.6 – præmie 400 Euro.

Marian T. Nielsen var også ude i montéløb, hvor det blev til en femteplads med EmpireTi.

Bedre gik det her for Christina Lindhardt med Heidi Andersens Samson Kaski, der blev nummer to bag en sikker O’Sunday med Ronja Walter – der var 1.000 Euro i andenpræmie.

Heidi Andersen havde også Burlesque med til Hamburg, og den blev nummer fem for Christian Lindhardt i 1.16.9a/2200 m – præmie 200 Euro.