TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Birger har også den rekord!

af | 30. nov 2019 | Nyheder

Danmarks oftest sejrende travkusk, Birger Jørgensen indehaver flere rekorder – også som den travjockey, der har vundet flest løb på én løbsdag.

Efter Nicklas Korfitsen havde vundet 4 løb den 8. november på Fyens Væddeløbsbane, antydede vi i en artikel, at det kunne være dansk rekord for sejre på en løbsdag for en travjockey!

Det var det ikke.

Vi fik flere henvendelser – Casper Jensen havde således også vundet fire sejre på én og samme løbsdag.

Se denne artikel – klik her

Også Henrik Thomsen har vundet fire sejre på en løbsdag, og han mindes, at han endda var tæt på at have vundet en femte sejr på dagen.

Henrik Thomsens store dag var den 27. april 1991 på Nykøbing F Travbane, hvor han sejrede med såvel Ole Tjørn, Nikki Rygård, Ori Lundager og Okking Gerdasminde – og var lige ved at få den femte sejr i hus med Olivar Billing.

-Jeg husker den andenplads – det var Vagn Bruhn, der slog mig med Oline H, fortæller Henrik Thomsen.

-Pudsigt nok fik jeg senere meget glæde af afkom efter Oline H, nemlig Chip Hope og Jeep Hope, siger Henrik Thomsen.

I hvert fald tre kuske, Niclas Korfitsen, Casper Jensen og henrik Thomsen har vundet fire sejre på en løbsdag som travjockey, men Birger Jørgensen har vundet fem.

Det blev hævdet af flere, men hvornår var det nu det var?

Det kunne Arvid Olsen hjælpe med.

-Det må være i juli- august 1978, hvor jeg var sat ud af spillet. En hest havde sparket mig i ansigtet, så jeg kørte ikke i den periode. Det betød, at Birger kørte de fleste af staldens heste, og jeg mener, at han alene i den periode vandt 38 sejre, mindes Arvid Olsen.

-Jeg lå i øvrigt godt til i kampen om landschampionatet på det tidspunkt og endte med at blive nummer to – blot slået med to sejre – dem havde jeg jo nok hentet, hvis ikke jeg havde haft det uheld, siger Arvid Olsen.

Men tilbage til Birger Jørgensen og hans sejre.

På Centralforbundet fik jeg fat i de indbundne bøger med Travkalender 1978.

Interessant læsning – mange minder kommer frem.

-Hov – her er et løb på Fyens Væddeløbsbane, hvor jeg bliver nummer to med Bellis MN i 1.26.7.

Preben Kjærsgaard vandt med Bent de Rogue i 1.12.9 – overlegen er vist ordet!

Men det er Birgers store dag jeg ser efter.

Enkelte dage vinder han tre sejre på Skovbo i juli måned – og også på Nykøbing F Travbane.

Men så finder jeg dagen – den 5. august 1978 på Nykøbing F Travbane.

Hovedløbet er Augustpokalen, der afvikles som et afdelingsløb, hvor to vindere skal mødes i en finale.

Den ene afdelingsvinder er Snuppi S med Birger Jørgensen – den anden er Nevada Almahurst med Peter Hansen.

I en tæt opløbskamp vinder Snuppi S sin anden dagssejr for Birger Jørgensen.

Desuden vandt Birger Jørgensen denne dag med Anja Queen, Brix H og Uranus Bakkely.

-Jeg havde godt nok på fornemmelsen, at jeg havde vundet fem sejre på en dag, men jeg var jo ikke sikker, og derfor kontaktede jeg dig ikke, sagde den beskedne all time high danske kuskechampion.

Men Birger behøver ikke at være beskeden.

Han er bare den bedste!

Birger Jørgensen Hesselborg foto