Billund Trav A/S skal have en ny bestyrelsesformand på den ordinære generalforsamling i april. Allerede nu er banens græsrødder i Billund Travklub begyndt at forberede sig til denne generalforsamling og har indkaldt til møde den 27. februar.
Vi har modtaget følgende:
“Stormøde” i Tutten lørdag den 27. februar kl 13
Som forberedelse til Billund Trav A/S’s ordinære generalforsamling i april, hvor der skal vælges 2 nye bestyrelsesmedlemmer og 3 medlemmer er på genvalg, vil Travklubben gerne invitere til endnu et stormøde i Tutten.
De kandidater, som allerede har tilkendegivet deres interesse i at opstille, vil fremlægge deres tanker og visioner om banens drift og fremtid, så I kan overveje, om I slutter op omkring deres idéer, og om I vil stemme på dem til generalforsamlingen.
Andre kandidater har også mulighed for at få ordet, så vi samlet kan opstille de bedst egnede til valg på generalforsamlingen.
Vi håber, at I vil møde op, og at vi igen får et produktivt møde.
med venlig hilsen
Flemming Raundahl
Formand Billund Travklub