TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Billund Travs skæbnetime

af | Nyheder

I aften bliver fremtiden for Billund Travbane afgjort på årets ordinære generalforsamling. Vil aktionærerne stemme for et købstilbud på 58 millioner kroner – så nedlægges travbanen ved udgangen 2021!

Det er ikke forkert at sige, at det i aften handler om liv eller død for den 49-årige travbane i Billund.

Aktionærerne skal stemme om et købstilbud på minimum 58 millioner kroner fremsat af Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi A/S.

Det er anden gang Kirkbi A/S forsøger at købe Billund Trav.

Første gang var i 2016, hvor aktionærerne sagde nej tak til et tilbud på 45 millioner kroner.

Nu er spørgsmålet, om de er tilfredse med mindst 13 millioner kroner mere.

Græsrødder ved Billund Trav har siden købstilbuddet blev kendt, agiteret mod et salg, og opfordret alle med aktier til at møde op på generalforsamlingen og stemme NEJ.

Om det er græsrøddernes initiativ er ikke til at vide, men i hvert fald er interessen for at deltage i aftenens generalforsamling større end i 2016, hvor 40% af aktiekapitalen var repræsenteret ved afstemningen.

-Jeg har ingen oversigt over, hvor mange aktier, der vil være repræsenteret i aften, men interessen for at deltage er stor, og vi har registreret flere indehavere af aktier, som vi ikke kendte til, eftersom aktier i sin tid blev spredt på mange hænder, siger Peter Fog, formand for Billund Trav A/S,

For at tilbuddet fra Kirkbi kan accepteres skal følgende opfyldes (fra indkaldelsen til generalforsamlingen)

Til vedtagelsen kræves således 2/3 flertal af den på generalforsamlingen repræsenterede selskabskapital såvel som stemmer. Endvidere er det et krav at 2/3 af selskabskapitalen er repræsenteret. Således skal minimum nominelt kr. 663.834 af selskabskapitalen være til stede på generalforsamlingen.

Er 2/3 af selskabskapitalen ikke repræsenteret, men vedtages beslutningen med 2/3 flertal på generalforsamlingen, skal en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling indkaldes, som kan vedtage beslutningen med 2/3 flertal uanset størrelsen af den repræsenterede kapital. Om relevant forventes sådan generalforsamling afholdt primo september 2020, idet der indkaldes særskilt hertil.

På generalforsamlingen er fire bestyrelsesmedlemmer på valg:

Leif Skov, næstformand, Peter Hansen, Anders B. Hansen og Thomas Peter Thøgersen.