TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bilibili for anden gang

af | Nyheder

Verdens største montéløb, Prix de Cornulier vandtes sikkert af storfavoritten Bilibili med Alexandre Abrivard, der også vandt løbet i fjor.

Bilibili vinder Grand Prix de Cornulier 2019. Foto Gerard Forni

Familiehest – hvis man med rette kan bruge det udtryk om en hest, så er det netop Bilibili, der søndag eftermiddag vandt Grand Prix de Cornulier på Vincennes med en førstepræmie på 292.500 Euro.

Bilibili trænes af Laurent-Claude Abrivard og i sadlen sad hans søn, Alexandre Abrivard!

Bilibili ejes og er opdrættet af Jean-Pierre Barjon, der ikke blot er af Frankrigs største hesteejere – og opdrættere, men som nyligt er valgt som præsident for det franske Centralforbund.

Barjon har ikke blot opdrættet Bilibili, men han ejer også dens fader, Niky (Vikings Way).

Jean-Pierre Barjon (i midten) præsenterer ærespræmien efter Bilibilis sejr i Cornulier. Foto Gerard Forni

Bilibili blev en sikker vinder af Cornulier. Den sad med fremme undervejs og gik for alvor i kødet op Feeling Cash med Eric Raffin, der dukkede op indvendigt for den ellers førende Fleche Bourbon, og overtog taktstokken 500 meter fra mål.

Feeling Cash kunne ikke stå for trykket fra Bilibili, der trak fra til klar sejr i 1.12.1/2700 m foran en godt afsluttende Etoile de Bruyere med Adrien Lamy i 1.12.3, mens Feeling Cash blev nummer tre i 1.12.4.

Det var andet år i træk Bilibili vinder Cornulier, og muligheden for at den gør en Jag de Bellouet – dvs. vinder løbet tre gange i træk er bestemt til stede.