Om formiddagen måtte han aflive et spændende opdræt – om aftenen kunne han glæde sig over en flot debutvinder. Mandagen var en bevægende dag for opdrætteren Thomas Lind-Holm, Stutteri Dust i Skive.
Mandag formiddag kom åringen Frentic Rain så alvorligt til skade ude i folden, at den måtte aflives.
Et stort tab for opdrætteren Thomas Lind-Holm, Stutteri Dust.
Frentic Rain havde Love You som fader og Miss Possessed som moder, og dermed var den halvbroder til bl.a. Elitlopp-vinderen Magic Tonight (Andover Hall) 1.09.3 – 9.9 mio SEK, men også til de italienske topheste Testimonial O K (Varenne) 1.11.5 – 382.502 Euro og Rotary OK (Andover hall) 1.12.2 – 124.938 Euro.
Frentic Rain, der er svenskregistreret, skulle have været på auktion senere på året, og kunne forventeligt have indbragt et pænt sekscifret beløb.
Men senere på dagen fik Thomas Lind-Holm noget at glæde sig over, da hans opdræt, Dollar Rain som han fortsat ejer, vandt sin debut på Skive Trav på besnærende vis med Jeppe Rask i sulkyen.
Fra spor fire i volten skød Dollar Rain til spids fra start og blev der let løbet ud til sejr i 1.18.4/2060 m volte.
En lovende debut!
Med afstamningen Muscle Hill – Affinity er der da også grund til at forvente, at det er en kommende tophest.
Affinity har tidligere født bl.a. Hard Livin (SJs Caviar) 1.10.0 – 5.5 mio. SEK samt Derbyvinderen Tumble Dust (Crazed) 1.10.5 – 4.8 mio SEK, der nu begge er avlshingste i Sverige.
Der har da også været interesserede købere til Dollar Rain.
-Ja, faktisk troede jeg, at hun var solgt i forrige uge, og derfor blev hun slettet fra et løb i Skive, men handlen blev ikke til noget. Dollar Rain er således fortsat til salg, siger Thomas Lind-Holm.