TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bemærkelsesværdig præstation

af | 30. jun 2016 | Nyheder

Der var vist ikke ret mange, der troede, at Blade Runner med Steen Juul skulle vinde onsdagens 3. løb på Falster- da parret tabte op mod 80 meter fra start.

At tabe 80 meter fra start og derefter vinde med små 20 meter – det må vist siges at være en bemærkelsesværdig præstation.

I sit livs femte start faldt storfavoritten i onsdagens 3. løb på Falster, Blade Runner (Orlando Vici) med Steen Juul i pasgang,  og kom slet ikke med, da startvognen førte feltet frem.

Steen Juul måtte have Blade Runner helt ned i fart, før den kunne finde benene til trav, og da var konkurrenterne nærmest over alle bjerge!

Op mod 80 meter var Blade Runner efter førerhesten inden den for alvor kom i gang med løbet.

Efter 1100 meters kørsel havde Blade Runner imidlertid fået kontakt med feltet, og rundt i opløbssvinget var den i angreb ude i tredje spor.

Foran havde Barkåks Pilgrim med Jens Arne Hansen fået overtaget og lige en vinder ned gennem opløbet, men den kunne ikke svare Blade Runner, der gik forbi og vandt med 20 meter i 1.19.5a/2140 m.

Efter nogle tøvende indsatser i sine tre første starter har Blade Runner vist format i sine to seneste starter, hvor den har vundet på Lunden i 1.17.0/2000 m volte og i går på Falster.

Blade Runner ejes af Morten Staal Jensen, der også ejer Tycoon Conway Hall og han kan meget vel have en ny tophest i Blade Runner.

Den købte han på Derbyauktionen 2014 for 80.000 kroner – da hed den Bentley Dings.

Afstamningen er interessant med franske Orlando Vici som fader og en søster til selveste Mack Lobell som mormor.

Blade Runners moder, Prestige November (General November) startede enkelte gange i Tyskland og satte rekord 1.18.1 og tjente 610 Euro inden hun gik i avlen.

Hendes hidtil bedste afkom har været den norske Osceola (Conway Hall), der har vundet 11 sejre i 51 starter og tjent 617.904 kroner.

Prestige November ejes nu af den hårdt satsende nordjyske opdrætter, Finn Rasmussen, det er han, der i vinter købte legendariske Donerail til sit stutteri.

Efter Blade Runner har Prestige November født hoppen Come Easy Dings (Quite Easy), der er tilkørt og senest har været i træning hos Leif Nørbak, samt hingsten Date Night (Weingartner).