TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bellis Tulsbjerg gav kassen

af | Nyheder

Frem til sidste afdeling i lørdagens V65-spil på Jydsk Væddeløbsbane så det ikke ud til at gevinsten skulle blive særlig stor, men så vandt Bellis Tulsbjerg med Michael Lønborg.

Inden sidste afdeling af V65-spillet var værdien 1.266 kroner og hvis storfavoritten Mr Panamera indfriede forventningerne ville gevinsten for 6 rigtige blive 1.406.

Mr Panamera med Jeppe Juel galoperede imidlertid kort efter start og endnu en galop efter 1000 meters kørsel satte den endegyldigt ud af løbet.

I stedet troede man, at enten Lisa Marie E P med Steen Juul eller Counterstrike med Birger Jørgensen nu skulle gøre op om sejren, men Lisa Marie E P galoperede som førende ind i opløbet, og udvendige Counterstrike blev i løbets sidste fase overspurtet af såvel Bellis Tulsbjerg med Michael Lønborg, der kom helt ude i banen, samt af Armstrong Laser med Rene Kjær, der fandt angrebsplads fra vinderhullet bag den galoperende Lisa Marie E P.

Bellis Tulsbjerg med Michael Lønborg vinder overraskende sidste afdeling i V65-spillet. Foto Ole Hindby

Michael Lønborg skulle ikke have kørt Bellis Tulsbjerg. Det skulle Kasper K. Andersen, men han havde meldt afbud.

-Kasper K. sagde til mig, at jeg skulle gemme hende længst muligt, for så havde hun en stærk speed, sagde Michael Lønborg efter sejren.

Bellis Tulsbjerg (David Raymond), der i sin seneste start havde været nummer to bag den potentielle derbyhest, Champions Peak, var en overraskelse til odds 43,35 og V65-gevinsten blev så fin som 52.252 kroner!

5 af de 10 rækker, der havde den rigtige kombination var spillet i Danmark!

To af de vindende danske systemer gik udelukkende efter at vinde førstepræmiepuljen, og fik altså 104.504 kroner (gevinsten for 6 rigtige 2 gange). Den ene kupon var spillet til blot 16 kroner og havde 4 ugarderede afdelinger, mens den anden kupon var spillet til over 1.500 kroner og havde ingen ugarderede afdelinger.

Den tredje danske vinderkupon, der  også havde 6 rigtige, var spillet for 1.440 kroner og havde udover seks rigtige også 15 rækker med 5 rigtige og vinder i alt 61.357 kroner. Den stod ugarderet i to afdelinger.