Belina Josselyn med Jean Michel Bazire var først over målstregen i Prix de Belgique, men blev efter 10 minutters voteren i Dommerkomiteen diskvalificeret fra førstepladsen på grund af trængning
Det så svært ud for favoritten Belina Josselyn med Jean Michel Bazire rundt i opløbssvinget i Prix de Belgique.
Parret sad i ryg på førende Bird Parker med Jean Philippe Monclin og i et tæt pakket felt.
Men Bazire fik skaffet sig plads på opløbshjørnet, hvor han begyndte at gå ud i banen, hvor Valko Jenilat var.

Denne fik galop, og så var vejen fri for Belina Josselyn, der speedede frem til sikker sejr i 1.13.1/2850 m.
Glæden var stor hos ejer og opdrætter – Belina Josselyn fik æresdækken og man var klar til præmieoverrækkelse.

Men hos dommerkomiteen blev der arbejdet intenst med at studere episoden på opløbshjørnet og efter 10 minutter kom dommen.
Belina Josselyn diskvalificeres for trængning.
Nu gik sejren for andet år i træk til Bird Parker med Jean Philippe Monclin i 1.13.2 foran storoutsideren Bahia Quesnot med Junior Guelpa i 1.13.3 og Carat Williams med David Thomain, og i 1.13.3.
Derefter fulgte Eridan og Readly Express, der blev taget meget roligt fra start, – de fik begge noteret 1.13.4, Uza Josselyn og sidste præmie til Billie de Montfort, der begge fik noteret 1.13.5.
