Jean Michel Bazire skulle have holdt sig til danske Valokaja Hindø i søndagens Prix de La Marne på Vincennes – den blev en tæt nummer to, mens Bazire sluttede uplaceret med Looking Superb.
Nu er det ikke altid, at en træner kan køre den bedste hest fra stalden i et løb, og det fik vi så bevis på endnu en gang denne søndag, hvor Bazire havde fire heste til start i samme løb.
Det var flere måneder siden, at han havde kørt Looking Superb i løb, så derfor sad han bag denne, der blev spillet til favorit. Ikke på sine meritter, men fordi Bazire sad i sulkyen.
Læsere af dette site vil vide, at vi på forhånd tvivlede på formen hos Looking Superb, og det kom til at holde stik.
Efter at have ført undervejs, gav Looking Superb helt op midt i opløbet, og den sluttede næstsidst over mål i 1.13.3.
Staldkammeraten, danske Valokaja Hindø med Christophe Martens leverede atter en stærk præstation, da den efter sen angrebsplads var meget tæt på at fange Earl Simon med Franck Ouvrie, men manglede hoved og hals – begge fik noteret 1.12.9/2700 m – samme tid fik tredjehesten, Mindyourvalue WF med Björn Goop, der gik strålende efter en meget dårlig start.
Valokaja Hindø fik 22.500 Euro i andenpræmie!
Earl Simon gav odds 4,40, , mens der var 2,00 i Plads odds på Valokaja Hindø. 1-2 spillet med de to gav 17,70!
