TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bazire også udelukket

by | 1. Feb 2021 | Nyheder

Ikke kun Björn Goop blev idømt en udelukkelse fra løbsdeltagelse på Vincennes søndag eftermiddag – også Jean Michel Bazire, Matthieu Abrivard og Alessandro Gocciadoro var blandt de kuske, dommerkomiteen slog ned på.

Jean Michel Bazire med Aetos Kronos kørte lige ud i Buzz Mearas med Johan Untersteiner efter 600 meters kørsel i Prix Bold Eagle.

Det kostede en udelukkelse på fire dage – fra den 11. til og med den 14. februar.

Men også i et senere løb kørte Jean Michel Bazire ureglementeret.

Det var i Prix Helen Johansson, hvor han sad bag Rebella Matters og trak ud i Wild Love med Björn Goop – måske en tak for sidst fra Prix d’Amerique, hvor Goop kørte ud i Bazire!

Jean Michel Bazire fik yderligere to dages udelukkelse så han er nu udelukket den fra den 11. til den og med den 16. februar.

Matthieu Abrivard og Alessandro Gocciadoro tørnede bogstaveligt talt sammen i Prix Jean Rene Gougeon.

Abrivard ikke blot generede Gocciadoro, men kørte uden for banen i opløbet, og det betød diskvalifikation fra andenpladsen med Equinoxe Jiel og en udelukkelse på fire dage – fra den 11. og til og med den 14. februar.

Gocciadoro fik to dages udelukkelse – den 12. og 13. februar for med Zacca Bar at have generet Equinoxe Jiel.

Det var i Prix d’Amerique, at Björn Goop fik sin udelukkelse i dagene 11.-18. for at trænge sig ud i Jean Michel Bazire

Men Goop var ikke den eneste, der fik straf i storløbet.

Alexandre Abrivard lavede omstart og det kostede ikke blot en bøde på 4.500 Euro, men også en lige så lang udelukkelse som Björn Goop – altså fra den 11. – 18. februar.

Piskebøder faldt der ikke mange af – ja, faktisk kun en enkelt som Alexis Prat, der vandt Prix Hele Johansson med svenske A Sweet Dance.

Prat fik en bøde på 150 Euro samt en udelukkelse på to dage – 11. og 12. februar for brug af pisken de sidste 200 meter. Straffen var hårdere end den ville have været, idet Prat også havde straf for en lignende forseelse den 5. december!

Fra dommerbogen fra søndagens løb på Vincennes skal det også med, at Stald Ritas Grand Art blev udelukket fra løbsdeltagelse frem til den 15. februar på grund af sin uvillighed til at dreje inden starten til Prix Bold Eagle.