Kriterie-Consolation blev vundet af Blue Night med Jeppe Juel – en hest, som træneren Peter Jensen har store forventninger til i 2017.
-Bare vent til næste år. Så går vi efter storløbene!
Træner Peter Jensen er ikke i tvivl om, at han i Blue Night har en hest, der i 2017 kan være med i kampen om placeringerne i de store løb for årgangen.
Søndag eftermiddag viste Blue Night med Jeppe Juel sig fra sin bedste side, da den vandt Kolberg Kød Kriterium Consolation foran Bimse Cloc med Henrik Lønborg.
Hidtil har Blue Nights karriere været præget af galop under løbene.
Ja, i seks ud af sine ti starter, har den haft galop.
Men i de to seneste starter, har den gået fejlfrit.
-Vi har fundet melodien på ham, og med Grand Circle tilbage kunne det måske være fristende at prøve ham i hovedløbet, men nej. Vi holder os til Consolation og venter til næste år, sagde Peter Jensen.
-Han minder meget om US Male EP, og jeg tror, at vi har en rigtig fin hest i 2017 i Blue Night, sagfde Peter Jensen.
Sammenligningen med US Male EP er ikke tilfældig, for de har begge Ganymede som fader!
Moder til Blue Night er den svenske hoppe, Leva Loppen (Express Ride), der også er moder til Achilleus (From Above), som Peter Jensen også træner.
Begge heste er opdrættet af dyrlæge Berner Olsen fra Ringsted, der ellers har gjort det mest i fuldblodsopdræt.
De to brødre, Achilleus og Blue Night ejes begge af Kolin Stable ApS m.fl.
Blue Night var spillet som næstfavorit i Kriterie Consolation.
Favorit var Bvlgari Peak med Flemming Jensen, der ødelagde sine chancer ved galop.