TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Banerne vil have magten tilbage

af | Nyheder

Repræsentanter fra alle danske travbaner skal have mere indsigt og medbestemmelse i Dansk Travsports Centralforbund. Derfor har Fyens Væddeløbsbane fremsendt et forslag til DTCs generalforsamling på lørdag om en ændring af sammensætningen af forbundets bestyrelse.

Når Dansk Travsports Centralforbund på lørdag har sin årlige generalforsamling er et de forslag medlemmerne skal tage stilling til, en radikal ændring af vedtægterne, som Fyens Væddeløbsbane har foreslået.

Efter forslaget skal samtlige otte baner fremover automatisk repræsenteres i DTC bestyrelse, mens de øvrige medlemmer i DTC skal samles om et mandat, således den nye DTC bestyrelse får 9 medlemmer mod i dag 5.

Og de fem i dag er valgte på generalforsamlingen.

Ja, sådan hedder det i vedtægterne, men rent praktisk sker det gennem aftaler inden generalforsamlingen – en generalforsaming, der ofte er overstået på en time eller halvanden.

Som begrundelse for forslaget skriver Fyens Væddeløbsbane:

I forbindelse med de svære forhandlinger og beslutninger, der skal træffes i travsporten de kommende år, mener vi på Fyens Væddeløbsbane, at der er yderst vigtigt, at man fra alle baners side har mulighed for at sidde med, hvor beslutningerne tages, og dermed kan spille ind med gode forslag omkring de udfordringer, vi alle har.

Historisk set var Dansk Travsports Centralforbund det øverste organ for samtlige travbaner i Danmark. Det var kun banerne, der var medlem.

Det ændrede sig for omkring 25 år siden hvor FDT og Opdrætterforeningen blev optaget som medlemmer,

Lidt senere kom en landsdækkende hesteejerforening også ind i medlemskredsen, der siden er udvidet med Trænerforeningen, Monte-foreningen, Pony-foreningen samt Greyhoundssport Danmark – sidstnævnte organisation er ophørt og udtræder.

Fyens forslag indebærer således, at FDT, Opdrætterne,  Hestejerne, Trænerne Monte og Pony skal samles om én repræsentant til den nye bestyrelse i DTC.