TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Baneomlægning til 5 millioner kroner

af | Nyheder

Travbanen på Bornholm er nedslidt og skal lægges om – desuden vil man delvis udligne den niveauforskel, der er på sidste langside – og hele projektet kommer til at koste 5 millioner kroner.

Tidligere i dag udsendte Bornholms Brand Park en pressemeddelelse, hvor man fortalte, at man havde fået tilsagn om et beløb på 264.451 kroner til den påtænkte baneomlægning.

-Ja, det er korrekt at vi fra LAG-Bornholm har fået tilsagn om 264.451 kroner til brug for den påtænkte opgradering af travbanen, siger banens formand, Egon Jensen.

-Vi har tidligere fået tilsagn om støtte til projektet fra såvel Bornholms Sparekasse og Bornholms Brand på hver 300.000 kroner, men vi er jo langt fra i mål endnu.

-Vores banelegeme er med tidens brug og tand nedslidt, så det er en omfattende renovering vi planlægger. Desuden skal vi opfylde nogle krav til ”Sikre baner” med bl.a. et indvendigt sikkerhedsspor hele vejen rundt.

Vi vil også forsøge at fået nivelleret den niveauforskel, der er fra skovsvinget og til opløbssvinget og som er på cirka 4.5 meter, væk. Helt væk kan vi ikke få den, men delvist.

Men alt dette er noget der koster penge og budgettet er landet på omkring 5 millioner kroner, siger Egon Jensen videre.

-Banens hesteejere er med til at skaffe 1 million kroner ved at vi optager et lån, som tilbagebetales via et forhøjet startgebyr. Desuden søger vi fortsat diverse fonde ligesom vi håber på at kunne få hjælp fra DTGU, der jo har afsat et beløb til ”Sikre-baner-projektet”.

En ting er den finansielle del – en anden ting er, at da vi ligger i Almindingen skal vi søge om tilladelse til at udføre stort set alle de ændringer vi måtte have lyst til at lave, og den del skal også falde på plads således at arbejdet kan starte efter sidste løbsdag den 22. oktober, slutter Egon Jensen.