Længe så det godt ud for Stald Pimax-hesten Bandit Brick, der torsdag aften fik sin debut i montéløb i Åby Monté Trophy 2023.
Undervejs lå Bandit Brick med Christina Hande i andet par indvendigt, men rullede over i galop i opløbssvinget og blev diskvalificeret.
Løbet blev afviklet i toptempo.
Vaprio med Sofia Adielsson lagde ud som førende med 1.09.3/500 m presset af Mindyourvalue WF med Jonathan Carré, der tog over – kilometeren efter 1.10.7.
Mindyourvalue WF var førende ind i opløbet angrebet af Henk Grift-trænede Corps Et Ame med Louis Jublot, der akkurat fik presset sig forbi til sejr i ny banerekord 1.11.4a/2140 m -præmie 250.000 SEK.

