TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bandit Brick fik umuligt løb

af | 28. apr 2018 | Nyheder

Det lykkedes ikke for Bandit Brick med Steen Juul at indfri favoritværdigheden i V75-spillets 4. afdeling på Åby Travet, men det skyldtes, at hesten fik en meget besværlig rejse.

Bandit brick med Steen Juul når ikke at fange Floris Baldwin med Kristian Malmin

Spor 7 blev en fælde for Bandit Brick med Steen Juul i sulkyen. Ret hurtigt efter start indså Juul, at det ikke gik at blande sig i kampen om føringen, og herefter udviklede situationen sig til at han kom til at sidde som sidste hest i feltet!

Ned ad sidste langside hang en træt hest ude i tredje spor, og det betød, at Steen Juul ikke kunne komme til at indlede et angreb før ved indgangen til opløbssvinget.

Så gik det fremad i tredje/fjerde spor, og ved indgangen til opløbet havde Bandit Brick kun to heste foran sig.

Førende Man of Steel og Floris Baldwin, som han havde fulgt ryggen på

Bandit Brick spurtede bravt ned gennem opløbet og meter for meter tog han ind på hestene foran.

Men målstregen kom for tidligt – der manglede hoved og hals i, at Bandit brick havde fanget hollandsk-fødte Floris Baldwin (Passing Renka) med nordmanden Kristian Malmin i sulkyen. Den vandt i 1.11.0a/1640 m, mens Bandit Brick noteredes for 1.11.1 på andenpladsen, der gav 62.500 SEK i præmie.

-Hesten gik et topløb, og jeg kan kun være tilfreds med ham, men vi fik en umulig rejse, sagde Steen Juul efter løbet.

Løbets to andre danske islæt, Above from de Hess med Eirik Høitomt blev nummer fire i 1.12.4, mens Cash Valley med Jens Simoni gav helt op i opløbet og sluttede uplaceret i 1.14.3 – den må have været syg!