TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bali fra start til mål

af | Nyheder

Steen Juul-trænede Bali kørt af Ken Ecce vandt en sikker sejr I Grand Circle 4 års Championatet på Fyens Væddeløbsbane, hvor derbyvinderen Bvlgari Peak igen galoperede.

Bali med Ken Ecce. Arkivfoto Kim Gudmand

Team Lunden-hesten Bali (The Liquidator) var tilbage i fineste form, da den efter en løbspause siden Derbyet, startede i DLG Equsana Grand Circle 4 års Championat på Fyens Væddeløbsbane søndag eftermiddag.

Bali var blot spillet til fjerdefavorit – bl.a. på grund af sin udvendige startplads – men Ken Ecce kørte fremad fra start med den sortbrune hingst og midt i første sving var parret i spids.

Staldkammeraten, Bvlgari Peak med Steen Juul, der var storfavorit, blev taget roligt fra start, men var snart fremme på en tredjeplads, var der siden blev til en plads udvendigt for Bali.

Efter en god åbning efter 1.10.8/500 m blev tempoet taget ud af løbet og de næste 500 meter afvikledes efter omkring 1.20!

Da feltet gik ud på sidste omgang var det pænt samlet med Bali i spids og Bvlgari Peak udvendigt. Inde bag Bali sad Big Mac PD, der udvendigt for sig havde Bad Moon Rising, mens Bivo Torkdahl fulgte derefter med Brave Challenger i ryg og Balotelli, der havde galoperet fra start, udvendig for sig.

Med 600 meter tilbage begyndte Steen Juul bag Bvlgari Peak at trykke tempoet på, og lidt efter trak han ørevattet på Bvlgari Peak, men uden at få det helt store svar.

Ind i opløbssvinget begyndte Bvlgari Peak at korte skridtene af, og det var blot et spørgsmål om, hvornår galoppen kom.

Den kom ret hurtigt – og samtidig stak Ken Ecce med Bali.

Juul havde lidt problemer med at få Bvlgari Peak væk fra feltet, og det sinkede Bad Moon Rising med Birger Jørgensen noget.

Men kunne Bad Moon Rising have truet Bali?

Næppe!

Dertil var Bali for velgående, og den skar målstregen som sikker vinder i 1.13.6a/2140 m.

Bad Moon Rising tog andenpladsen i 1.13.9 , mens Big Mac PD med Gordon Dahl vel burde have fulgt Bali med i ryg, i kampen om tredjepladsen måtte se sig slået af Bivo Torkdahl med Henrik Lønborg.

Både Bivo Torkdahl og Big Mac PD noteredes for 1.14.1.  Løbets to sidste præmier tog Balotelli med Andersen i 1.14.4 og Brave Challenger med Bent Svendsen i 1.15.0.

Sejren var 165.000 kroner, så der bliver noget for Bundgaard og Co. at trække lod om i den kommende uge.

Bali har i år indtjent 509.750 kroner – imponerende.
Og totalt er det blevet til 887.557 kroner.