Det meste i Sverige handler om i denne tid om Olympiatravet, men rent faktisk er der kun lige over fem uger til Elitloppet. Og der er da også flere, der allerede har vist flaget i det svenske med Panne de Moteur som den varmeste lige nu.
Også i år går snakken på, hvem der kommer fra USA, og den snak bliver nok ikke mindre, efter franskmændene har valgt Olympiatravet fra i år. Og meget kunne tyde på, at der reelt er flere amerikanske emner til Stockholm – emner, hvor kredsen endda har udvist interesse for Elitloppet.
I den forgange weekend var flere kandidater ude i de såkaldte qualifiers på Meadowlands.
Den femårige tophoppe – med det for os lidt kunstige navn – Maven præsterede den hurtigste tid, da den for Yannick Gingras ”vandt” sit løb på 1.10,4a/1609 m.
Efterfølgende var Jimmy Takter-trænede Uncle Peter ude for David Miller, og den var bedst i sit løb via fine 1.10,6a/1609 m.
Også en gammel kending var i qualifier i weekenden. Efterhånden ti-årige Arch Madness, der faktisk har været nr. to i Elitloppet i både 2012 og 2013, var ude for sin træner Trond Smedshammer og kom hjem i 1.11,2a/1609 m. Arch Madness er dog næppe nogen hed Elitlopps-kandidat i år, hvis man skal tro de svenske medier.
Det kan i stedet være den tidligere Hambletonian-vinder Market Share. I forbindelse med løbene på Meadowlands var den ude i et hurtigarbejde og blev noteret for en 1.12-tid over en mile, så Market Share skal heller ikke glemmes.
Samtidig nærmer sig den amerikanske debut for Svanstedts Sebastian K. Hesten meldes i bedste skik, men Svanen tager den næppe med til USA for umiddelbart efter at drage hjemover igen. Eller hvad….?
Flemming Jensen var tirsdag aften på besøg på sin tidligere svenske hjemmebane Axevalla, og det var på papiret med dele af staldens A-kæde. Og de fire startende heste fra Team Jensen var da også alle hårdt betroet i totalisatoren. Men ikke meget gik Jensens vej, eftersom tre køreture endte i ødelæggende galop.
Det startede ellers efter planen, da Sensei (New Quick) ganske enkelt indledte sin sæson på bedste måde med en sikker spidssejr. Parret overtog teten ud af første sving, og siden var der tale om ren defilering i beherskede 1.15,5a/2140 m. Sensei var spillet til 16:10, og sejren var 30.000 sek. værd.
Men efterfølgende var det så stolpe ud. Yamani Hornline (spillet til 20:10) indledte i aftenens stayerløb angreb i sporene med 1200 meter til mål, men blev hængende derude. Den rullede så over i galop med 650 meter hjem, men viste siden via sidste præmie, at formen i sæsondebuten var i orden.
Derefter var det tid for sæsondebut også for sejrshesten Ricardo Mols (spillet til 23:10), der på sprint og fra spor otte var lidt ilde ude fra start. Det blev til kort galop i første sving og siden et løb i bagfeltet. Afslutningen helt ude i banen var dog af bedste mærke, og via 1.13,6a/1640 m. viste Ricardo Mols på en femteplads, at den næste gang er klar til revanche.
En anden nyerhvervelse i form af Jumble Ås (spillet til 42:10) satte sig straks på fronten i sit Dagens Dobbel-løb og bestemte siden. På sidste hjørne kom de nærmeste konkurrenter lidt tættere frem, og Jumble Ås svarede med galop og lignede vel da ikke en hest med så meget i behold.
Med Jensens kiks inden for V64-spillet var der i stedet plads til artige overraskelser, så slutteligt havde faktisk ingen spillere ramt de seks rigtige. Endnu en svensk jackpotrunde er dermed i vente.
I den kommende Påskeweekend er V75-løbene lagt til søndag eftermiddag, hvor det er Rommetravet i byen Borlänge, der bærer værtsskabet – og er man til andet end travsport, så kan det da nævnes, at Borlänge også er byen, der huser fodboldklubben IK Brage, der tilbage i 80’erne flere gange var med i UEFA-cuppen og bl.a. slog Lyngby ud, inden de selv måtte lade livet over for Werder Bremen.
Det er en helt anden historie så tilbage til travet, hvor søndagens hovedbegivenhed naturligvis bliver den sidste indledende kvalifikation til Olympiatravet. Løbet er døbt ”Sidste chance” og hentyder til den ene tilbageværende plads i finalefeltet lørdag d. 26. april på Åby.
Med på startlisten er bl.a. Nahar, der galopperede i sin sæsondebut på Bergsåker i går og ikke just lignede en hest klar til så store opgaver. I stedet skal de varmeste emner nok søges i duoen Digital Ink og On Track Piraten, der begge faldt med flaget i top i deres seneste starter.
Nicolaj Andersen kiksede lørdag aften med en storfavorit i form af 15:10-spillede Smaragd, der efter udvendig rejse var tredje over mål. Tilmed blev parret diskvalificeret for trængning i en episode i første sving, så det var en Lunden-træner med lidt blandede følelser, som vi fangede søndag formiddag på vej til Aalborg.
– Selve diskvalifikationen er god nok. Jeg mistede lidt besindelsen i første sving og trak ud, hvor jeg ramte Anders’ hest (Snip, red.), men selve starten var én gang rod. Michael Lønborgs hest galopperede og ramte min, som så tabte fart, så der burde helt klart have været omstart, forklarer Nicolaj Andersen episoden.
– Jeg er ked af at sige det, men dommerniveauet for tiden på Lunden er bare ikke i orden. Jeg ved ikke, hvad der går galt, men der stilles hele tiden store krav til os aktive, mens dommerne selv laver SÅ mange fejl for tiden. Og det vil jeg gerne citeres for at sige.
Men uanset diskvalifikationen og følgestraffen til kusken selv så var Nicolaj Andersen ikke helt tilfreds med indsatsen hos Smaragd.
– Nej, selvom det blev udvendig rejse, så var hun ikke på toppen. Hun er stadig lidt grøn og hang i aftes på en line i svingene, så hun skal gås efter, når vi er hjemme fra Aalborg.
Nicolaj Andersen bygger sin Aalborg-tur op omkring primært Liga 2-finalen og hesten Queen Koea, men sporet trækker ned.
– For faktisk tredje gang i træk har vi trukket bagspor, og så er vi jo afhængige af de andre. Men form og fart er tilstede, så vi er vel ikke helt væk, hvis det skulle flaske sig, og de andre kører lidt på hinanden. Det er jo trods alt en finale, slutter Nicolaj Andersen.
Hele 11 løb kunne Lunden byde på lørdag aften, og trods manglen på de helt store stjerner kunne der alligevel ses tilbage på godkendt løbsdag, hvor Kenneth Nielsen hentede en double.
Løbsdagen var særlig fin set fra et spillemæssigt synspunkt. De nordiske spillere havde ikke tabt pusten efter V75-løbene, og trods kun fire deltagere i det indledende nulklasseopgør rullede der mere end 50.000 kr. gennem maskinerne allerede dér.
Og spillerne holdt faktisk fornemt ved, hvilket illustreres fint ved at konstatere mere end 110.000 kr. omsat i aftenens sidste løb – og det var altså kl. 21.30 på en lørdag aften. Løb på en lørdag aften er kommet for at blive…!!
Tilbage til det sportslige kunne H.H. Kristoffersen fortsætte sin sejrsgang bag stadig ubesejrede Ymer Brick (Make It Happen). Kojak sendte straks sin nye stjerne til fronten, og via lavt tempo undervejs var der aldrig tvivl om udfaldet. Vindertiden landede på beskedne 1.17,1a/2000 meter, men mon ikke Ymer Brick allerede på nuværende tidspunkt er god for en notering et par sekunder hurtigere.
Aftenens hurtigste vinder var tyske Freccia Rossa (Love You), der for Kenneth Nielsen var et yderst behageligt bekendtskab. Efter en rejse i fjerde par udvendigt rundede parret samtlige konkurrenter sidste sving rundt, og sejren blev ganske sikker i fine 1.14,7a/2000 meter. Freccia Rossa var V4- og V5-spillets eneste reelle overraskelse og betød ganske god tilbagebetaling inden for begge spillerformer.
Og Kenneth Nielsen var samtidig aftenens kusk. Det blev nemlig til en double via en kort sejr, da han kunne bjærge Risky (Mastery) i land fra fronten i aftenens pointløb. Det var Risky’s første sejr i 24. forsøg.
Nævnes skal også en spændende debutant i form af Morten Juul-trænede Tarzan A P (Credit Winner). Stilen var ikke den bedste, men omvendt var Tarzan A P måske alligevel ikke så tæt på galop, som det så ud. Under alle omstændigheder vidner en debutsejr på 1.17,1/2000 meter snorestart om reel fart i kroppen.
Jean-Michel Bazire er vel fransk travsports største navn, og torsdag rundede han endnu en milepæl i sin karriere.
Den snart 43-årige kuskestjerne rundede nemlig i dag sin sejr nr. 5000 på banen ved Le Mans. Og her køres der altså IKKE i 24 timer…. Det skete i torsdagens første løb bag favoritten Bandit Charentais,
Bazire vandt sin første sejr som 16-årig i 1987, og siden er storløbssejrene væltet ind. Blandt de største kan nævnes to triumfer i Prix d’Amérique – i 1999 med Moni Maker og i 2004 med Késaco Phédo -, og dertil kommer bl.a. to Elitloppssejre i form af L’Amiral Mauzun i 2007 og Exploit Caf året efter.
Bazire blev ramt af et slagtilfælde i vinteren 2012-2013 og var i løbet af 2013 sygemeldt i kortere perioder, men han virker nu helt restitueret efter den grimme oplevelse.
Flemming Jensen var traditionen tro på plads, da Åby Travet i aftes sammen med Solvalla var en del af det nye koncept V86 Express. Og med vanlig succes.
Det blev til to fine sejre via hhv. Rebus (Ganymede) og siden Codebreaker (Donato Hanover) indfriede spillernes forventninger. Begge var nemlig gjort til favoritter inden for V86-spillet. For den tidligere vinder af bl.a. Aalborrg Store Pris, Rebus var der tale om sæsonens første pletter, men flere venter givet. Efter lidt af et mellemår i fjor virker Ganymede-sønnen for alvor tændt til igen, og via sejren i aftes er 2013-tallene allerede passeret.
V86-spillet bød på fem favoritsejre og dermed beskedne 14.191 kr. til kuponer med alle otte vindere afkrydset. Via manglende udbetalinger til kuponer med seks rigtige er der jackpotrunde i vente i næste uge, hvor det er Solvalla og Jägersro, der deler V86-værtsskabet.
Og endnu engang kan man så beklage, at det endnu ikke er muligt at spille ind i V86-puljen via danskespil.dk til trods for, at spilleformen har mere end et år på bagen. Og at danskespil.dk ej heller giver danskerne mulighed for kun at spille ind i førstepræmiepuljen inden for V75-spillet…
Tilbage til Flemming Jensen så gik ikke alt nordjydens vej i aftes. Det blev nemlig til galop for næstfavoritten Vinnalt Herkule og favoritten Red Rapide, mens yderligere en favorit i form af Lady Ratzeputz måtte nøjes med en andenplads i sit løb.
Ikke desto mindre trillede der 151.000 kr. ind til Team Jensen, og det siger vel alt om staldens kvalitet og volumen.
Med kun godt en måned til Elitloppet – ja, tiden flyver nærmest for tiden – er de store kanoner så småt ved at vise flagene rundt om, og i aftes duftede det bestemt også at Elitlopp inden for V86-spillet på Solvalla.
Travkompagniets Panne de Moteur kunne nemlig indfri favoritværdigheden i et sprinterløb for bedste klasse, da den efter et lidt afventende løb spurtede fornemt for Örjan Kihlström. Undervejs var der tale om en ”blød dødens”, men via gradvis temposkærpning ned ad sidste langside var ”Panne” slutteligt usvigelig sikker i fine 1.10,6a for de 1640 meter.
– Han skal jo ikke forceres til fronten hver gang, og i dag koblede han bare grebet på to skridt. Og jeg havde ikke trukket vattet, forklarede Kihlström bl.a. efter sejren.
For træner Stefan Hultman var det også en form for plaster på såret, eftersom han tidligere på dagen var blevet tvunget til at slette Maharajah fra den tiltænkte start på fredag. Dertil kommer, at planerne om et titelforsvar i Olympiatravet om godt to uger også er skrinlagt.
– Han har desværre fået sig en reaktion ved dobbeltarbejdet som både væddeløber og avlshingst, så det må jeg reagere på. Der er naturligvis mange, der er skuffede lige nu, men det er mit ansvar som træner at vælge den bedste løsning, og det betyder så avlsarbejdet de kommende måneder. I stedet planlægger vi i efteråret opladningen til et titelforsvar af Prix d’Amerique til næste år, forklarede Stefan Hultman.
Stald Gitte Madsen har været en institution i dansk travsport gennem mange år, og hvor kronen på værket kom i 2008, da Magic Sisa (Carmody Lobell) afviste Mars i kampen om Derbysejren. Magic Sisa har som bekendt siden gjort det meste rigtigt og hentede tilbage i 2011 bl.a. tre sejre i træk i Frankrig.
Men grundet skadesproblemer har hesten ikke været til start siden december 2012. Og meget kunne tyde på, at løbskarrieren er et overstået kapitel.
– Han hygger sig lidt på gården og har det fint, og han bliver da både redet og spændt for vogn, men der er ikke planlagt et decideret come back, forklarer Gitte Madsen.
– Det er naturligvis ejeren (Niels Thomsen, red.), der har det sidste ord at skulle have sagt, men der bliver jo løbet stærkt i Magic Sisas klasse, og det koster på bentøjet hver gang. Sidste undersøgelse sidste år var jo ikke for god, så jeg vurderer, at der er 70 % chance for, at løbskarrieren er overstået. Men som sagt er det en beslutning, der endeligt skal tages af ejeren.
For år tilbage kunne Stald Gitte Madsen bogføre tal over millionen i indkørte præmier hvert år, men tallene har været noget mindre de seneste sæsoner. Men det kommer ifølge træneren selv igen.
– Man skal jo tro på det, men jeg synes faktisk, at der er noget at have optimismen i. Vi startede fire heste i weekenden og fik en sejr og en andenplads. Samtidig galopperede tyske Madonne Mia en klar sejr væk i sidste sving i Aarhus, så jo.
Staldens håb forud for årgangsløbene er treårshoppen Winnie Siem (Hot Chilli Pepper), der flere gange var oppe imod de bedste i fjor.
– Hun har udviklet sig rigtig fint hen over vinteren, hvor vi også har arbejdet lidt med temperamentet. Vi sigter på sæsondebut d. 20. april på Lunden. Hun løb lige op med de bedste hopper sidste år, og det tror jeg da, at hun kan gøre igen, forklarer Gitte Madsen om hoppen, der ejes af gemalen Jan Tranholm.
Et andet af de mere kendte navne i regi Gitte Madsen er det tidligere unghestetalent Rambo Flex (Chipmate). Ja, en opvisning på Musketerdagen og sejr i opgøret for de treårige tilbage i 2011 gjorde faktisk Rambo Flex til manges bud på en fløjhingst i årgangen, men trods 655.000 kr. på kontoen udeblev vel det helt store gennembrud.
– Vi har en formodning om, at der har ligget noget sygdom i kroppen lige siden en start i Norge helt tilbage i treårssæsonen. Han har været igennem nogle behandlinger og er ikke så langt fra sæsondebuten, så vi kommer igen. Også på det punkt.
Nedtællingen til årets første storløb i Norden er i gang med mindre end tre uger til finalen i Olympiatravet på Åby nærmere betegnet lørdag d. 26. april.
Fire heste er kvalificeret via de første to indledende opgør, og på lørdag fordeles yderligere to pladser i en på papiret noget tynd Gulddivision. Der er ganske vist sæsondebut for både Elitlopps-deltageren Formula One og for sidste års derbytoer Porthos Amok , men feltets øvrige deltagere på siges at være på det mere beskedne niveau.
Startlisten til lørdagens kvalifikation, der indgår i endnu en jackpotrunde inden for V75 er følgende:
1 Kash’s Cantab – Björn Goop (Stig H Johansson)
2 Formula One – Örjan Kihlström (Reijo Liljendahl)
3 Kaffir Face – Lutfi Kolgjini
4 Perfectly Enough – Erik Adielsson (Stig H Johansson)
5 Porthos Amok – Stefan Melander
6 Solvato – Veijo Heiskanen
7 Tidied Accelerator – Per Lennartsson (Stefan Melander)
8 Fawkes – Peter Untersteiner
9 Dileva Käll – Daniel Redén
10 Macho Gossip – Åke Lindblom
Set med danske briller kunne det have været interessant at se en O’Grady til start på lørdag, men den har som tidligere annonceret det foreløbige mål indstillet på Ligafinalerne førstkommende søndag.
Ret beset er O’Grady vel eneste danske bud på en plads i denne klasse. Flemming Jensens øvrige kanoner er under opbygning, Classic Grand Cru er på sygelisten, alt imens storløbene herhjemme traditionelt først skydes i gang med Musketerdagen i Skive.
Naturligt nok for årgangshestene og perfekt for Skive-banen, men navne som Stelton og Stand And Deliver kunne have været interessante at se lidt tidligere ude i en sæsonplan, der allerede i løbet af april og maj indeholder de største løb på den nordiske scene.
Maharajah mod titelforsvar Med to indledende opgør til finalen i Olympiatravet afviklet er fire navne allerede givet til den endelige startliste. Det samme er også Prix d’Amerique-vinderen Maharajah, der har fået pladsen som titelforsvar og som eventuelt i løbet af mandagen skrives til start i Bollnäs.
Der er desuden afleveret et wild card til norske Yarrah Boko, der med bl.a. tredjepladsen i Prix d’Amerique har haft en forrygende vinter i det franske. Med endnu tre pladser at kæmpe om i de to sidste indledende opgør i Gulddvisionen mangler der reelt kun at blive afleveret ét wild card for at gøre feltet til Olympiatravet komplet. Og mon ikke det går til en franskmand…