Frankrigs bedste vallak, Aubrion du Gers med Jean Michel Bazire havde ingen problemer med at indfri favoritværdigheden i Prix de la Marne på Vincennes søndag eftermiddag.
Selv om det blandt storspillere hedder sig, at man aldrig skal spille en hest, der står til under 2 gange pengene, så er det svært at holde sig fra en hest, der er så overlegen i sin klasse, som Aubrion du Gers er det.
For den 7-årige Aubrion du Gers (Memphis du Rib) med sin ejer og træner Jean Michel Bazire var igen lige så overlegen, som man på forhånd havde forventet, da den søndag eftermiddag stillede til start som 13:10-favorit i Prix de la Marne over 2700 meter på Vincennes.
Aubrion du Gers sejrede sikkert i 1.12.8/2700 m, mens der var hård kamp om andenpladsen mellem Avenir de Blay (Hooper) med Tony le Beller og Black d’Avril (Oceano Nox) med Alexis Prat, begge i 1.13.0.
Der var 49.500 Euro i førstepræmie til Aubrion du Gers, der nu har tjent 811.4560 Euro i karrieren.
Aubrion du Gers gav odds 1,30 som Vinder og 1.10 i Plads