TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

At informere eller ikke at informere

af | Nyheder

Kredsen omkring verdensstjernen Bold Eagle er i Frankrig blevet kraftigt kritiseret for at man ikke slettede hesten tidligere fra start i Grand Prix de Bretagne end det nu blev tilfældet.

-Bold Eagle burde være slettet meget tidligere, når det var et Quintet-løb den skulle starte i, lyder det fra vrede spillere på sociale medier.

Men den kritik forstår, Pierre Pilarski, hovedejeren af Bold Eagle overhovedet ikke.

Bold Eagles venstre forhov, der forhindrede en start i Prix de Bretagne. Foto Kim Gudmand

-Vi har nøje informeret om de problemer, der var med Bold Eagle og om den mulighed, der var for at hesten blev slettet fra løbet. Alle har kunnet få disse oplysninger, skriver Pierre Pilarski på Twitter.

Allerede klokken 10.30 skrev Pilarski første gang, at Bold Eagle havde en hovbyld i venstre forhov, der kunne være et problem, men man ville tage stilling til start eller ej efter andet heat cirka klokken 15.00.

Dette tweet blev citeret på mange medier rundt om i hele Europa, og på den franske væddeløbskanal Equidia blev Bold Eagle fulgt tæt hele eftermiddagen.

Herhjemme var det beklageligt, at man på DanToto Racing Live ved gennemgang af chancerne til V5-spillet til Vincennes cirka klokken 14.20 ikke havde fundet ud af at Bold Eagle var en tvivlsom starter.

At der var et problem med Bold Eagle registrerede man først, da hesten havde været ude i 2. heat  – cirka klokken 15.15.

Hovbylden i venstre forhov på Bold Eagle er som reglen kureret i løbet af nogle få dage, og hesten forventes klar til start den 10. december i Grand Prix de Bourbonnais, der er kvalifikationsløb nummer to til Grand Prix d’Amerique.

Bjørn Goop skulle erstatte den sygemeldte Franck Nivard bag Bold Eagle, men det blev kun til en tur i et opvarmningsheat, hvorefter hesten blev slettet. Goop ses her med Bold Eagle og dennes oppasser Hugues Monthuel. Foto Kim Gudmand