TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Aros Line søger revanche på Åby

af | Nyheder

Karrieren er blevet indledt på fin vis for treårige Aros Line (Great Challenger), der forud for sin start i en prøve til Kriteriet faktisk var ubesejret i fejlfri udgave. Men Morten Juuls hest var ikke på toppen og sad efterfølgende over Kriteriet.

MortenJuul2010

Nu melder Skive-træneren sin hest klar igen efter behandling, og torsdag aften er den til start i et treårsløb på Åby. Det bliver yderst på vingen og med Peter Untersteiner bag sig.

”Det passer fint med Åby-starten som en form for opvarmning forud for Grand Circle Mesterskabet på hjemmebanen i Skive sidst på måneden. Jeg har en rigtig fin hest, som jeg lige nu vil rangere mellem nr. 5 og 10 i årgangen, men samtidig er jeg helt sikker på, at Aros Line vil udvikle sig yderligere til næste år. Jeg tror på en hest blandt de absolut bedste,” forklarer Morten Juul.

Morten Juul har aktuelt 34 heste i træning, hvoraf kun ni er danskfødte. I stedet er det norskfødte heste, der dominerer stalden, og det er der en naturlig forklaring på ifølge træneren selv.

”Jeg har været heldig at få nogle gode kontakter i det norske, og så hjælper det naturligvis også, at resultaterne også har været gode. Jeg er sikker på, at især Ready Eddie har været en god norsk reklamehest for min stald,” forklarer Morten Juul.

Blandt de nyeste i stalden er ligeledes norske J T’s Crown (Buckaroo K), der imponerede ved sejr på en lav 1.15-notering i stayerløbet i Billund i weekenden.

”J T’s Crown har ikke rigtigt fungeret de seneste par sæsoner, og efter at den forlod Åke Svanstedt, da han rejste til USA. Derfor har ejeren så prøvet mig, og det er jeg da taknemmelig for. Hesten var faktisk anden i både Kriteriet og Derbyet i Norge, og jeg var også meget imponeret over sejren i Billund.”

”Han bruger ingen kræfter undervejs, så det ligner et godt bud på de lange distancer i fremtiden. J T’s Crown har jo for længst rundet millionen, så det bliver jo primært fra de bageste spor, men det magter han også,” vurderer Morten Juul.

Og fra stalden i øvrigt…

”11-årige Laughing Stock (Fast Photo) var godkendt i sit come back i samme stayerløb i Billund og skal nok komme tilbage. Han mangler kun 5.000 kr. i at runde to mio kr. i indtjening, så det er nok næste beskedne mål for en hest, der bestemt ikke skylder os noget.”

”Og skal jeg fremhæve en af unghestene, så bliver det norskfødte Royalty Street (R C Royalty). Han viser meget fine takter, men kommer først til næste år.”

Slutteligt en kommentar til tidens store emne omkring travsportens fremtid…

”Jeg synes egentlig, at udspillet med et par banelukninger var et skridt i den rigtige retning. Ikke at det måske lige var Odense, som i første runde blev valgt, men HFF viste lidt mod ved at pege på en konkret model. Når det så er sagt, så kan man vel sige, at vi er lidt forkælede herhjemme i forhold til afstande. I Norge er der langt længere mellem banerne og på meget dårligere veje, så hvad betyder i princippet 100 km. og fem kvarters transporttid,” slutter Morten Juul.