Aqua Photo N overraskede i Skive
På en dag, hvor det ellers var favoritterne, der prægede løbene, overraskede den 7-årige hoppe Aqua Photo N med Martin Andreasen i sulkyen og vandt 7. løb til odds 75,68!
Inden 7. løb, der var 5. afdeling i V5-spillet, var V5-værdien på 96 kroner, og det var synonymt med udfaldene i de seks første løb på Skive Trav, hvor f.eks. V4-spillet kun gav 63 kroner.
Men i 7. løb kom der er en overraskelse form af Aqua Photo N, der ikke havde vundet løb siden 2019.
For første gang i løb sad den erfarne amatørkusk Martin Andreasen i sulkyen, og det lykkedes ham at få Aqua Photo N fejlfrit over banen.
Men det var tydeligt at se at Martin Andreasen sad som på nåle ned gennem opløbet for at ikke at komme til at genere hesten, så den atter ville slå over i galop som i tidligere starter.

Aqua Photo N (Ens Snapshot), der trænes af Christian Andersen, sejrede sikkert i 1.16.5a/2060 m og udløste en V5-gevinst på 2.957 kroner.
Altså et ordentligt spring fra de 96 kroner værdien var inden 7. løb.
Aqua Photo N sejrede foran løbets favorit, Marabou Brodda med Flemming Jensen – havde den vundet var V5-udbetalingen blevet på 101 kroner!
Flemming Jensen var dog på æresrunde i Skive – endda to gange, idet han vandt med såvel Dekanen K (ens Snapshot), som holdt Aros Line med Knud Mønster fra livet, og med Honesty S (Quite Easy), som fangede den sæsondebuterede Frans Jæger med Jeppe Rask. Begge fik noteret 1.14.5.
Gordon Dahl vandt igen med Gismo (Yorktown Gunner), der leverede en stærk indsats fra dødens, oh Dahl fik også sejr med hjem ved den 4-årige hoppe Graud La Rose (Django Riff) med Birger Jørgensen.
Graud La Rose er lillesøster til bl.a. E Type Cash, Cash Flow og Daisy Cash, der alle har Ready Cash som fader – det har Django Riff, der er fader til Graud La Rose også.
Birger Jørgensen var også på æresrunde med en ny tysk flyvemaskine fra Morten Juul.
Den hedder Hanzi Cash (Ready Cash), og løb til slut sit eget løb – langt foran konkurrenterne.