Apapmand mod sæsondebut
En af travsportens mest populære heste, Apapmand træner planmæssigt hos Jeppe Rask
Det vakte opsigt, da Peter Gordon Gardiners Apapmand i december måned skiftede træner fra Anders F. Jensen og til Jeppe Rask efter en jubelsæson, der bød på en indtjening på 403.618 kroner og en ny rekord på 1.10,4.
Apapmand startede senest den 5. december på Lunden, hvor den sejrede i Leif Løfgrens Mindeløb med Steen Juul i sulkyen.
Derefter blev Apapmand sendt på landet og i begyndelsen af 2022 kom den i træning hos Jeppe Rask i Skive.
-Han havde lidt småproblemer til at begynde med, men nu virker han fin og træner planmæssigt, fortæller Jeppe Rask til travservice.
-Jeg regner med at starte ham i april og hans første større opgave bliver Jubilæumspokalen på Skive Trav på Musketerdagen den 1. maj, siger Jeppe Rask.