ENS Snapshot-sønnen Apapmand med Anders F. Jensen holdt sig ved jorden og vandt Sprintermesteren i Billund i ny rekordtid 1.11.6 foran Amazing Dynamite med Ken Ecce.
-Har her fået et voldsomt kedeligt spor, så der skal held til, men han har masser fart i kroppen og vi føler os ikke slået på forhånd.
Ovenstående er taget fra Lunden-træneren Anders F. Jensens hjemmeside, hvor han skriver om Apapmands muligheder i Sprintermesteren.
Selv om Apapmand bestemt ikke havde noget held – den måtte trave i dødens hele vejen – så var den så god, at den kunne afgøre løbet til sin fordel og vinde i 1.11.6a/1600 m – ny rekord for løbet.
-Jeg vidste, at han var hurtig, men med det startspor vi havde udvendigt på vingen, så turde jeg ikke på forhånd tro på sejr, siger Anders F. Jensen til travservice.
-I opløbssvinget kunne jeg se, at Jeppe Juels hest (Colbert, red anm.) var ved at give sig, og så begyndte jeg at tro på sejr, men jeg havde jo Amazing Dynamite med Ken Ecce bag mig, og jeg vidste, at den kunne blive farlig os.
Men Apapmand klarede opgaven og holdt sig foran til målstregen var passeret.
Ny løbs- og banerekord for 4-årige hingste – den gamle havde Lamott med 1.11.7 – sat i 2007!
Det var 9. sejr i karrieren for Apapmand, som må betegnes som en ”vinde eller forsvinde-hest”
Endnu har den ikke tabt et fejlfrit løb – og den har altså vundet ni gange nu og tjent 233.482 kroner.
Apapmand er lejet af Stald KTAS, der med den brune hingst nu har muligheden for at få sin tredje deltager i Dansk Trav Derby.
Tidligere har Stald KTAS haft Why Shadow, der blev nummer to med Ôrjan Kihlström samt Pinocchio HJ med Henrik Thomsen, der besatte en fjerdeplads.
-Jeg tror ikke, at Apapmand får problemer med Derbydistancen – han er meget stærk. Det eneste negative man kan sige om ham er, at han af og til får nogle griller i hovedet og galoperer, men de gange han har gået fejlfrit, har han vundet, siger Anders F. Jensen videre.
Apapmand er opdrættet og fortsat ejet af Peter Gordon Gardiner, og hestens navn kommer fra Gardiners arbejde.
Han ejer nemlig et tagdækker-firma – og i Jylland kan de godt kalde en tagdækker for – A Papmand!
Apapmand er som nævnt efter ENS Snapshot og ud af Haute Couture (Sciroco Spur) 1.16.3 – 27.889 kroner.
Apapmand er sidste og helt klart bedste afkom efter hoppen.
Stald KTAS har lejet Apapmand frem til den 31. december.
Desværre havde ingen af de omkring 200 interessenter i den afdeling i Stald KTAS, der har lejet Apapmand, taget turen til Billund.
-Jeg ville meget gerne have været på banen, men jeg er på ferie på Kos, siger forretningsfører Bent Rejkjær til travservice, der ikke har nogle problemer med at fejre sejren – opholdet på Kos er nemlig All Inclusive!