TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Anders F’s overraskelser

af | Nyheder

Begge Anders F. Jensens heste i Kriterieprøverne gik videre til finalerne med et wildcard.

Der var på forhånd ikke stillet de store forventninger til hverken Gubernaculum W A (Michael’s Turn) eller Gennah Sisa (Muscles Yankee), men begge heste gik rigtig godt og blev hhv. nummer fire i den åben Kriterieprøve i tiden 1.15,5a/2000 meter og nummer tre i Hoppe Kriterieprøven i tiden 1.15,6a/2000 meter.

Anders F. Jensen

Dermed har Gubernaculum W A og Gennah Sisa – via et wildcard – kvalificeret sig til start i hhv. Dansk Trav Kriterium og Dansk Hoppe Kriterium.

-De har jo ikke tjent så meget, så vi havde på forhånd ikke regnet med det helt vilde og var glade hvis de bare fik penge med hjem, så det var selvfølgelig meget positivt sådan som det gik, siger Anders F. Jensen.

-Gubernaculum W A har været under udvikling hele tiden; en stor tung hest, der forbedrer sig fra gang til gang. Mht. Gennah Sisa har vi hele tiden godt vidst, at den har potentiale, men den har stort set været syg hele tiden og er ikke kommet i gang før nu. Det var faktisk første gang i år, hvor hun startede uden halsproblemer.

-Nu er de så kvalificeret begge to, men jeg skal lige tale med ejerne om hvad vi gør, inden vi beslutter om vi skal starte i Kriterieløbene.

Apapmand i amatørløb
Anders F-staldens store stjerne Apapmand, der i år har vundet fem sejre og tjent 341.000 kroner, har ikke startet siden den skuffende præstation på Jägersro i begyndelsen af september, hvor han sluttede uplaceret i tiden 1.12,9a/2140 meter.

-Ja, det var lidt af en mellempræstation på Jägersro, og han har efterfølgende været lidt irriteret i halsen, men ikke noget alvorligt. Han har gået en masse gode løb hele sommeren, så nu får han lige en puster, siger Anders.

-Måske får Apapmand et par starter i løbet af efteråret. Det kan bl.a. godt være, at han kommer ud i Duvils Store Amatør Grand Prix (indl. afdelinger) på Lunden den 24. oktober. Ejeren vil gerne belønne Kamilla Plambech, som passer Apapmand. Der er også et løb i Billund, men det går vi lige og overvejer.