TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Amulet satte banerekord

af | Nyheder

Peter Rasmussens fine 3-års hoppe, Amulet fortsætter med at imponere. Fredag eftermiddag satte hun banerekord på Fyens Væddeløbsbane ved sejr i 1.14.8a/1640. Også Indian Summer satte banerekord ved sejr.

Amulet med Birger Jørgensen satte banerekord

Amulet med Birger Jørgensen satte banerekord

Ubesejret og banerekordindehaver.

Hvis Skive-træneren Peter Rasmussen skulle indrykke en salgsannonce for den 3-årige ENS Snapshot-datter Amulet, så kunne det være overskriften.

Fredag eftermiddag var Amulet med Birger Jørgensen i sulkyen til start for fjerde gang i karrieren.

Startpladsen i anden række bag startvognen var ikke den bedste, men opgaven blev lettet lidt af at den formodede hårdeste konkurrent, Agenda måtte slettes på grund af hoste.

Wonderboy – lillebroderen til Politiken med Ole Bender – lagde godt fra land og førte undervejs i godt tempo.

Den var førende ind i opløbet, men blev nu angrebet af Amulet, der forholdsvis let gik forbi til sejr i fine 1.14.8a/1630 m foran en forbedret Wonderboy i 1.14.9.

Vindertiden for Amulet var en pæn forbedring af den gamle rekord for 3-års hopper på sprint på Fyens Væddeløbsbane, der var på 1.16.0 sat i 2010 af Petite Epice.

Peter Rasmussen og Birger Jørgensen var i det følgende løb ude efter femte sejr i træk med Avalon, men måske fik Birger sendt Ens Snapshot-sønnen for tidligt afsted med 500 meter tilbage.

Avalon kom til spids og lignede en sikker vinder ind i opløbet, men pludselig gik den totalt i stå og klarede med nød og næppe en femteplads hjem i 1.16.2a/2140 m.

Løbet vandtes av Camillo Neo (Gigant Neo) med Knud Mønster i 1.15.9.

Indian Summer med Birger Jørgensen sluttede stærkt af til sejr og satte banerekord med 1.12.3.

Indian Summer med Birger Jørgensen sluttede stærkt af til sejr og satte banerekord med 1.12.3.

Eftermiddagens hurtigste vinder på Fyn blev Indian Summer (Juliano Star) med Birger Jørgensen, der med 1.12.3a/1640 m forbedrede banerekorden for 5-årige og ældre udenlandske hingste/vallakker med et fuldt sekund.

Den gamle rekord  på 1.13.3 havde Prudence, og den var sat helt tilbage i 2002!!!