TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Amulet fik statistikken ødelagt

af | Nyheder

For første gang i karrieren galoperede Hoppe derbyvinderen Amulet i løb, da den lørdag aften startede på Racing Arena Aalborg, men der var en forklaring.

Der var fuld fart på feltet ind mod første sving i lørdagens 8. løb på Racing Arena Aalborg.

Indvendigt forsøgte Unique Sisa, Hanna Banker og Temptation SH at holde udvendige Amulet stangen , men ind i svinget fik Amulet (ENS Snapshot) med Birger Jørgensen overtaget og var på vej ned mod inderbanen, da Hoppe Derbyvinderen pludselig galoperede og dermed var ude af løbet.

Det var første gang i karrieren, at Amulet galoperede i løb.

17 fejlfrie starter blev det til inden det gik galt i start nummer 18.

Amulet. Arkivfoto Ole Hindby

Men der var en årsag til galoppen!

-Jeg havde lånt en amerikaner-sulky til hende, men havde nok fået spændt Amulet lidt for tæt på, for i svinget, hvor hun falder ned i banen rammer hun den højre fodbøjle, og galoperer, fortæller træner Peter Rasmussen.

-Under opvarmningen så det ellers ud til at fungerer godt nok med denne amerikaner-sulky, men da var tempoet selvfølgelig heller ikke så opskruet som det blev ind mod første sving, fortsætter Peter Rasmussen.

-Amulet virkede ellers veltilpas, og vi håbede på en god indsats. Dette løb skulle hun have for at være på top til DM i Odense senere på måneden, men fik hun desværre ikke den udblæsning, som jeg havde håbet på hun skulle have haft, siger Peter Rasmussen.

Hanna Banker (Orlando Vici) med Flemming Jensen var løbets favorit, og den kom til spids efter 500 meters kørsel, hvor den overtog føringen fra Temptation SH med Kasper K. Andersen  – tempoet 1.11.5/500 m.

Kilometeren efter 1.12 – og Hanna Banker kunne holde hele vejen hjem til sejr i 1.12.6a/1640 – præmie 15.000 kroner, mens sæsondebutanten Temptation SH holdt fint til andenpladsen. Ude i banen sluttede Stickittothem med Rene Kjær fint af til tredjepladsen, begge i 1.12.7.

Hanna Banker med Flemming Jensen vinder hoppe-løbet sikkert i 1.12.6. Hesselborg Foto

Flemming Jensen vandt yderligere to løb med hhv. Awesome Deal (SJ’s Photo) og Stella Newmen (Symphonic Hanover).

Jeppe Juel kom på æresrunde to gange.

Først med talentet Caviar (SJ’s Caviar) og siden med Peter Jensen-trænede Bella Sotto (Conway Hall).