TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Ambitionerne er store”

af | Nyheder

2019 blev et mellemår for Peter Rudbeck, men forhåbentlig vender det i år. Forventningerne og ambitionerne er i hvert fald store.

Eightdaysaweek snuppede en andenplads i Grand Circle 3-års Championat for hingste/vallakker, men ellers var der overordnet set ikke ret meget at glæde sig over for familien Rudbeck i den forgangne sæson, hvor det blot blev til tre sejre og 308.000 kroner i indkørte præmier.

Hele Team Rudbeck med Eightdaysaweek efter sejren i Opdrætningsløbet. Foto Martin Timm Holmstav

Dette skal ses i forhold til 2018, hvor Stutteri Hole In Ones heste tilsammen vandt ni løb og 778.000 kroner, men måske bliver 2020 året, hvor Dontpaytheferryman, Eightdaysaweek og Eastboundanddown igen kommer op i de helt store omdrejninger.

-Ambitionerne er store som hos de fleste, men vi ved hvor lidt der skal til at for at vælte læsset. Vi har dog en forhåbning om at vi kan være med til at præge årgangsløbene og ser frem til det med forventningsglæde, siger Peter Rudbeck til Travservice.dk.

-Eastboundanddown (Cantab Hall) og Eightdaysaweek (Explosive Matter) har været igennem en solid træningsperiode efter deres sygdomsramte 3-årssæson og begynder så småt at nærme sig et teststadie. Vi forsøger os i rutineløb lørdag den 14. marts på hjemmebanen. Hestene træner og har trænet hele vinteren efter planen.

“Alle de rigtige forudsætninger”
I næste årgang har Stutteri Hole in One tre heste, Fox On The Run (Exsplosive Matter), Fromajacktoaking (Muscles Yankee) og Fourfiveseconds Zola Boko) – sidstnævnte er i træning hos Jan Dahlgaard – der starter sæsonen op på lidt forskellige niveauer.

-Fox On The Run er en tophoppe med alle de rigtige forudsætninger og hende forventer vi kan være med til at præge årgangsløbene for hopperne, siger Peter Rudbeck.

-Fourfiveseconds fik en enkelt start sidste år. Jan er positiv på hesten og hun skal også vise sit værd i 2020.

-Fromajacktoaking var skadet som 2-års, men træner for fuldt og kommer i prøveløb i løbet af fire til seks uger. Han helbror til Therumoursaidfire og Bad Moon Rising og falder ikke langt fra brødrene, hvis han klarer strabadserne. Han starter op i den lave klasse, men målet er han skal vokse ind i eliten i løbet af året.

Ny sejr i Opdrætningsløbet?
Seks gange på 12 år (2007-2018) har Peter Rudbeck vundet Dansk Opdrætningsløb og har igen i år et par interessante kort. I samme årgang har familien også svenskregistrede Dowhatyoudodowell, der er efter den tidligere unghestestjerne, nu svenskejede Sweet Home Alabama.

-Greatballsoffire, Goodgollymissmolly og Dowhatyoudodowell er også i fuld træning.

-Goodgollymissmolly er ikke så stor endnu så hun træner kun let; hun måler godt 1,50 og det er lige lidt nok. Hun har masser af fart, men kommer først når hun er vokset lidt til. Greatballsoffire og Dowhatyoudodowell følger skabelonen og er talentfulde heste. Selvom “svenskeren” er 1.62 har jeg forventninger om at de begge to kommer til start i år, siger Peter Rudbeck.

Og hvad med Færgemanden?
Som 2-års trak Dontpaytheferryman gang på gang store overskrifter og blev af mange betegnet som et af de største talenter i dansk travsport i nyere tid – men siden gik der som bekendt lidt grus i maskineriet og “Færgemanden” har kun i glimt givet prøver på sin store kapacitet.

Dontpaytheferryman. Foto: Ole Hindby

Peter Rudbeck har imidlertid ikke opgivet at få Dontpaytheferryman på højt niveau igen.

-Færgemanden har været vallak i seks uger i går og er begyndt at ændre adfærd. Han har trænet uden ophold, men får lov at vente til alt er klar. Muligvis kommer han i rutineløb her i løbet af marts måned, siger Peter Rudbeck.

-Hjerte- og lungekapacitet er meget udover normalen og vi håber kastrationen får hovedet til at følge med.  Jeg vil strække mig langt for at grave hestens kapacitet frem.