TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Alle tiders Chapper!

af | Nyheder

Ægteparret Jette Michaelsen og Jan Thrue har stor glæde af deres 7-årige traver, Chap AP, der fredag eftermiddag vandt en sikker sejr på Charlottenlund Travbane.

Chap AP med Rene Kjær. Foto Burt Seeger

Dansk travsport har brug for heste som Chap AP.

Heste, der starter – om end ikke uge efter uge – men dog så jævnt hele tiden – og som også klarer sig godt i løbene.

Heste man kan få et forhold til – kan genkende når de starter.

Nu er det ikke alle, der kan være så heldige – eller dygtige – at ramme ind i en hest som Chap AP, som det sjællandske ægtepar. Jette Michaelsen og Jan Thrue købte i juni 2019 på anbefaling af Rene Kjær.

Siden da har Chap AP (Great Challenger) startet 41 gange og har vundet de 17!

Sejr nummer 17 og den anden i år – kom i 6. løb fredag eftermiddag på Charlottenlund Travbane.

Her sad Chap AP med Rene Kjær tidligt i spids, og ingen var i stand til at udfordre parret, der sejrede efter behag i 1.13.4a/1600 m.

Det var ikke langt fra Chap AP’s bundrekord på 1.13.1 – og med konkurrence, kunne hesten vel have forbedret sin rekord.

Foto Burt Seeger

Med blot 309.783 kroner på præmiekontoen ser det ud til at det sjællandske ægtepar, der selv træner og passer hesten i det daglige, kan få mange glæder med den fremover.

For Rene Kjær var det den ene af to sejre på dagen.

Den anden vandt han med Michael Juul-trænede Ellen (Love You), der fik angrebsplads ind i opløbet og let speedede frem til sejr.

Ellen er helsøster til derbyvinderen Axel, og hun har fortsat noget at leve op til, men der var et godt snit over hende i dag.

Også jockey Hussein Kassir fra Gordon Dahls stald kunne vinde to sejre.

Hussein var kun til start de to gange, og vandt først med Facebook (Wishing Stone) og siden med den tidligere Team Lunden-hest, Earl Grey (Main Wise As).