I den forløbne uge blev det officielt, at Franck Leblanc-trænede Caballion med Bjørn Gooop i sulkyen efter fundet af en positiv dopingprøve, var diskvalificeret fra førstepladsen i Copenhagen Cup. Derfor er vinderen af Broline Copenhagen Cup 2014 Orali og Jeppe Juel.
Når Charlottenlund Travbane på søndag afvikler Derbyprøver, vil Orali, Jeppe Juel og repræsentanter fra Team Juel, der ejer hesten, blive hyldet i vindercirklen.
Orali træder dermed ind i den lille eksklusive kreds af danskfødte travere, der har vundet et af vore mest prestigefyldte løb.
Orali er den første danskfødte traver, der vinder Copenhagen Cup i dette århundrede, og sidst en danskfødt hest vandt løbet var i 1987, hvor Hairos med John K. Hansen chocksejrede.
Mens Orali med Jeppe Juel og Hairos med John K. Hansen er de to eneste rent danske ekvipager, så har danskfødte travere som Junior Lobell med svenske Søren Norberg vundet i 1986 og Ritha lyngholm med Ole Lindqvist i 1975.
Du kan se en liste over samtlige vindere af Copenhagen Cup siden 1975 på dette link – klik her